Min debut i DR byen med @kemoland og #SoMe snak



I går var dagen, hvor jeg havde min debut i DR byen og foran et rullende kamera. Jeg har som sådan næsten altid været frisk på det meste, men har tidligere altid trukket grænsen ved noget med TV-optagelser. Men nu var det alligevel spændende og sobert nok og noget, hvor jeg egentlig også synes jeg havde noget reelt på hjerte omkring, som jeg nu håber, jeg fik udtrykt på en ordentlig og ikke alt for øh-bøh vrøvlende måde.
Som jeg skrev her, blev jeg i forrige uge kontaktet af en journalist fra DR2 undersøger, der er i gang med at lave en dokumentar med afsæt i IG-fænomenet Kemoland og søgte lidt baggrundsviden fra følgere af profilen. I starten af denne uge, kontaktede samme journalist mig igen, for at høre om jeg havde lyst til at komme forbi i studiet til en snak om mine oplevelser og følelser ved at have fulgt profilen og lidt overordnet snak om flokmentaliteten i brugen af sociale medier, hvilket jeg selv var inde på i dette indlæg om samme.
Mine første tanker omkring, at sige ja, var "hvad skal jeg tage på?" og "hvor meget kan jeg nå at tabe sig på 2 dage?". Super overfladisk ja, men ikke desto mindre, det der fyldte mest i mine overvejelser. Men fordi jeg som sagt, følte jeg havde noget at bidrage med og synes det var en spændende mulighed, sagde jeg ja. Og jeg må indrømme, at jeg var nervøs som skulle jeg til en mundtlig eksamen (og så en, hvor man ovenikøbet blev optaget på video), men der var så rart og trygt omkring hele set-up'et og journalisten, der interviewede mig var super dygtig og fik mig hurtigt i gang med at snakke (ej, okay, det er heller ikke så svært) og stille og roligt "lullet" ind i interviewet. Det var en ret fin oplevelse og jeg susede derfra og tilbage på arbejde, med en rar følelse i maven.
Resultatet kan ses tirsdag d. 13. oktober på DR2 kl. 22 og så håber jeg, at jeg kan holde ud at se mig selv på skærmen og stadig have den samme gode fornemmelse i maven :)
Dagen blev rundet af med endnu en debut fra min side, med en middag på Famo51 med min med-bestyrelse i andelsforeningen, hvor vi bor. Det var en superlækker 5-retters menu med den ABSOLUT bedste dessert jeg nogensinde har smagt (og jeg har immervæk smagt en del) og havde jeg spist hjemme i min egen stue havde jeg slikket tallerknen ren. En god afslutning på en lang og begivenhedsrig dag, der sammen med madens tilhørende vinmenu, har sat sine spor på dagen i dag...

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

2 kommentarer

  1. Dorte
    SEPTEMBER 12, 2015 D. 10:44 AM (REDIGER) - (0)
    Spændende både med debuten og med programmet, som lyder rigtig interessant. Glæder mig til at se det i oktober.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mie
      SEPTEMBER 14, 2015 D. 9:22 AM (REDIGER) - (0)
      Jeg glæder mig også meget til at se det – ikke blot min egen optræden, men programmet generelt, da jeg synes det er et meget interesant emne :)

      Slet