Hvad vil du være, når du bliver stor?

Næstefter at snakken falder på “hvad skal barnet hedde” og diskussion af ens egne og andres favoritnavne til både eksisterende og ikke(endnu)eksisterende børn, så er “hvad vil du være, når du bliver stor?” mit favorit samtale emne. I 3.g. var min yndlingslæsning, det der tykke hæfte med en oversigt over (næsten) alle videregående uddannelser. I dag tror jeg næppe sådan et hæfte når et trykkeri, men i stedet findes online og kan derved rumme mange gange flere informationer om alverdens mere eller mindre spændende uddannelsesmuligheder. Og jeg synes faktisk stadig det er spændende at læse om. Og drømme om. Og forestille sig. Og nu, hvor jeg ikke længere står og skal vælge en uddannelse, tænke “hvad nu hvis…?” om. Eller “hvis jeg skulle være noget andet, så ville jeg…”
Hvis jeg skulle vælge en uddannelse i dag (altså, hvis jeg ikke havde nogen i forvejen), tror jeg at jeg ville gå efter en mellemlang og formentlig mere erhvervsrettet uddannelse istedet for den lange akademiske uddannelse jeg har. Det er en uddannelse jeg bestemt er glad for og ønskede at tage, men jeg reflekterede bare overhovedet ikke over, hvad jeg ville bruge den til, den gang jeg valgte den - eller mens jeg tog den, for den sags skyld. Eller det vil sige, jeg fik lidt af et klarsyn undervejs, om, at jeg i hvert fald ikke skulle være historiker. Så med en færdig BA i historie fra KU skiftede jeg retning både fagligt og fysisk og tog min kandidat i International Virksomhedskommunikation på SDU i Odense.
På mit tredje år på KU havde jeg taget en tilvalgspakke med fag fra retorik, ledelsesfilosofi og kommunikation og det var virkelig en øjenåbner, at dette rent faktisk var noget man kunne beskæftige sig med professionelt. Både mine karakterer og motivation for studiet røg op og skiftet til IVK i Odense er den mest rigtige uddannelsesmæssige beslutning jeg nogensinde har taget. Skulle jeg en dag få mulighed for at tage noget efteruddannelse, drømmer jeg om at læse retorik, bare for at kunne få lidt flere faglige knapper at dreje på rent sprogmæssigt.
Hvis jeg skulle blive til noget andet i dag, altså skifte helt retning, så tror jeg, at jeg ville blive skolelærer. Sådan helt seriøst og selv med den nye skolereform og alt muligt. Men det skal jeg ikke. I hvert fald ikke lige de næste 5 år ude i fremtiden. Men man kan jo aldrig vide.
Hvis jeg skulle have fulgt nogle af mine tidligere erhvervsdrømme kunne jeg være blevet;
socialrådgiver, som jeg drømte om at blive i 9.-10. klasse. Og jeg er helt sikker på, jeg ville være en fantastisk en af slagsen. Sådan lidt Tine Bryld agtigt og så skrive nogle socialrealistiske teenagedramaer ved siden af.
journalist, som jeg meget kortvarigt overvejede en gang i starten af gymnasiet, men fik totalt præstationsangst over, da vi var til sådan noget uddannelsespræsentationshalløj og jeg sad sammen med nogle af mine venner og medgymnaster, der virkede totalt cool og nede med denne disciplins faglighed og klar på branchens hårde konkurrence (det var jeg bestemt ikke). Flere af dem har i dag glimrende journalistiske karrierer.
tegnsprogstolk, totalt sejt job, det synes jeg stadig. Kan ikke lige huske, hvad det var der gjorde, at jeg ikke gik videre med den ide. Måske fordi de ikke optog hvert år? Men da jeg mistænker mine hænder for at udvikle en lille smule slidgigt, er det nok meget godt, jeg ikke gjorde dem til min levevej :)
sprogtolk/oversætter, var jeg også meget hooked på en overgang og overvejede meget at læse et sprogfag i stedet for historie. Jeg kom også ind på både Engelsk og Historie, men valgte historie, da jeg syntes det lød mere spændende og det der tiltalte mig ved de forskellige sprogstudier i højere grad var udsigten til at lære om sprogets historie end selve sproget. 
Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med den “vej” jeg har taget, omend den til tider kan synes at være valgt lidt tilfældigt, og jeg synes den har mange døre og stier jeg kan bevæge mig ud af, hvilket jeg synes er en rar tanke. Tidligere har det været noget med håndværkere og strøm og hospitaler og statistikker og lige nu er det børnedims og microfashion. Hvad det næste kan blive må tiden og tilfældighederne vise, for erfaringen siger mig, at det i hvert fald ikke er til at forudsige. Men det vil helt sikkert stadig indebære skriverier, det er jeg ganske vis om.

Ingen kommentarer