Som perler på en snor - DIY

Flotte farvestrålende perlearmbånd må siges at være et kæmpe hit i denne tid og jeg fristes i den grad af alle de funklende og fine varianter, der efterhånden er dukket op rundt omkring. Særligt Anni Lu, synes jeg rammer nogle særligt tiltalende variationer, som jeg også har forkælet mig selv med.

For at personliggøre perlesamlingen på håndleddet lidt, kan man ganske nemt kreere sine egne tynde perlearmbånd i lige de kombinationer man ønsker. Det er et temmelig overkommeligt projekt (også for pengepungen) og så kan man lidt hurtigere opnå den lækre effekt, der kommer af at have flere armbånd på samtidigt.
Jeg lavede nogle sammen med tøserne, der dog gik lidt mere til den i forhold til at kombinere forskelligtartede perler. Selv holdt jeg mig til et mere stringent design og de små grønlandske perler fra dette lille sæt fra Djeco (her følger også 2 nåle, en tråder og noget helt tyndt elastiktråd med, der er perfekt til de tynde armbånd).
Ved afslutningen af armbåndet bandt jeg først et par små knuder for at lukke kæden og hæftede herefter enderne ved at trække trådene tilbage gennem perlerne. Så slipper man for afklippede endestykker ved lukningen.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Ingen kommentarer