Jeg er en heldig mor!


Jeg er en heldig mor! Og jeg føler mig mildest talt SÅ taknemmelig over at være mor til lige netop de her 2 tøsepiger, der trods deres dårlige opdragelse, giver mig smil og glæde hver evigt eneste dag. Hver aften går jeg som det sidste, inden jeg selv går i seng, ind og kigger til dem og hvisker et sidste godnat, og næsten hver aften får jeg en lille smule sommerfugle i maven over den følelse de giver mig, når de ligger der i hver deres køje og ånder tungt og dufter af små svedige børn og pigefis.
Langt det meste af tiden er de hinandens bedste venner og legekammerater og de leger de mest finurlige lege sammen - eller ligger sig lige ved siden af hinanden og ser det samme afsnit af et eller andet tegneflimmer på Netflix, men på hver sin iPad.
Når morgenræset er overstået og vi (endelig) er kommet ud af døren har jeg ofte lyst til at tage en masse billeder af dem, fordi jeg synes de ser så søde, smarte, seje, sjove ud - og næsten lige så ofte sniger jeg mig rent faktisk også til at gøre det (hvis altså ikke vi er alt for hamrende sent på den).
Lige for tiden er det endda som om, at de har fået øjnene op for noget mere matchende tøj. Altså ikke forstået som med-hinanden-matchende tøj, men sådan rent individuelt matchende tøj, hvilket er en fryd for øjet (især morens, tænker jeg). Når de så også får ramt noget, der matcher hinanden, kan jeg slet ikke styre mig og står gerne og knipser løs i længere tid, fordi jeg synes de ser SÅ fine ud!
Jeg er i sandhed en heldig mor!

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Ingen kommentarer