En uforudset succes - museumsbesøg med børn


Vores første dag i Jylland havde vi afsat til Aarhus. Vi havde tænkt, at vi selvfølgelig skulle nå Regnbuen på Aros, Den Gamle By og så ellers se os lidt omkring. Altså på én dag. Herefter ville vi køre ud til vores værelse på Scandic Vest, sove og så tøffe videre nordpå den følgende morgen.
Det gode ved ferie er jo så, at man har tid til at tage tingene som de kommer, blive (positivt) overrasket og så bare ændre planer henad vejen. Det gjorde vi i hvert fald.
For det viste sig nemlig, at vores børn er ret vilde med at være på museum og se på kunstudstillinger og Aros har nu en ganske særlig plads i vores alle sammens hjerte som vores absolutte yndlingsmuseum. Det var simpelthen så fedt!
Vi havde troet vi blot skulle se på (den lidt uhyggelige) Boy i kælderen, så Regnbuen og så se om vi kunne snige os igennem en etage eller to mere og se bare lidt af det mere voksen-venlige kunst uden at tøserne begyndte at kravle alt for meget på væggene. For selvom vi med succes har haft dem med på andre museer, har vi aldrig haft dem med inde og se kunstudstillinger.
Men de blev så ganske betaget af den ene udstilling efter den anden, at det var den rene fryd, at se på kunst sammen med dem og ikke mindst betragte det hele fra et barns synspunkt, hvilket gav os voksne en ekstra dimension på det også. Da vi begyndte at nævne, at nu skulle vi også snart gå derfra, bad Ida os indtrængende om ikke vi kunne nå bare én udstilling mere. Så vi fik set samtlige udstillinger på Aros inklusiv den meget særpræget særudstilling What's Left (is republican paint) - Nine Sisters, hvorom Ida dog hurtigt udtalte "nå, det var da en skuffelse" :)  De bedste udstillinger var, efter vores mening; Out of the DarknessDe 9 rum og Formen - Farven - Fladen.
Da jeg bagefter fortalte Ida, at det kunne være ens arbejde, at lave sådan nogle udstillinger på museer, greb hun den straks som hendes fremtidige jobplan, men tilføjede "så skal det være på dét der museum" og nikkede over mod Aros. Senere på ugen ændrede drømmejobbet sig så til noget med at blive sådan en, der tester om vandrutsjebaner er sjove nok for børn. Men det er jo også med at holde alle muligheder åbne...

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

2 kommentarer

  1. Dorte
    AUGUST 9, 2015 D. 1:52 PM (REDIGER) - (0)
    Begge jobs lyder da også ret fede ☺. Dejligt I nød Aros, et af vores favorit udflugtsmål.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mie
      AUGUST 9, 2015 D. 3:24 PM (REDIGER) - (0)
      Ja de ville ikke være helt skidt nogle af dem, selvom begge må siges at være ret nichepræget :) Og ja Aros blev virkelig nydt, så meget at vi faktisk ikke nåede andet den dag :)

      Slet