#Gasolin'



Sad lige her tirsdag aften og så Dokumenia på DR2 - idag med dokumentaren om Gasolin' og blev ramt af en dejlig nostalgisk følelse.

Selv er jeg alt for ung til at have oplevet en tid, hvor Gasolin' stadig var et eksisterende band. Alligevel har Gasolin' og deres musik, været en stor del af min barndoms og ungdoms soundtrack.

Gasolin' er mit eget ikke-eksisterende minde om 1970'ernes København. Christianshavn, Voldene, neonlys over Rådhuspladsen en mørk aften, et Olsen-banden agtigt gadebillede, Langebro og HT-busser med rødt imiteret læderbetrukne sæder og det der aflange sæde på tværs oppe foran i bussen, min mor og fars ungdom ude på Amager og historien om den nytårsaften i 1972, hvor Gasolin 2 lige var udkommet og der blev danset tæt for første gang til "Se din by fra tårnets top"...

Gasolin LP'erne har altid stået i min fars samling og jeg har hørt dem igen og igen, nærstuderet billederne i omslagene og sunget med på alle sangteksterne, der stod trykt på. Og da jeg sad og fandt billederne herover, huskede jeg både halvglemte sange, egen ungdomsfascination og den særlige duft af en gammel LP.

Ingen kommentarer