#Forældremobberi




I dag var der dyresamlekort-byttedag i Føtex og ligesom sidste år, tog Ida og jeg ned i den lokale af slagsen, for at se om vi kunne være heldige at få byttet os til nogle af dem vi mangler. Og som den social-media-mom jeg er, postede jeg ovenstående billede og beskrivelse af begivenheden på Instagram og delte det også på Facebook. Her fik jeg straks en kommentar om, at det da måtte være en joke. Helt ærligt! Hvorfor skulle det være en joke? Fordi jeg tilhører det segment af elitære forældre, der burde være hævet over den slags, eller hvad?

Der er i den offentlige debat for tiden blevet skabt en elitær og nedladende retorik om "de der forældre", der i den grad mangler perspektiv på tilværelsen for ikke at tale om deres store mangel på et livssyn, der rækker udover egen og egne børns næsetip - og som i øvrigt burde tage og tænke meget mere på ofrene i Nepal!

Det er min klare opfattelse, at den gruppe, der shamer gruppen af egocentrerede curlingforældre, er den gruppe, der fylder og larmer allermest i den offentlige debat (og i øvrigt sjældent siges i mod). For hvor er det let at blive enige om, at "de andre" er nogle idioter, og hvor er det let at følge flokken, pege fingre og skabe skyggemonstre, der for størstedelens vedkommende, kun findes i vores forargede snak om dem og i mediernes fremstilling af dem, fremfor i virkeligheden.

Slap nu af, for en type forældre, der går og dyrker den slags samleri for deres børn. 
Tænk at gå så meget op i sådan en lille gratis marketing-gimmick. 
Godt man som "vi" er solidt hævet over den slags banaliteter. 
Vi "suis Charlies" og har vores perspektiver i orden. 
Lær I nu hellere jeres børn at tale pænt til hinanden og opføre sig ordentligt... (ligesom vi gør!?)

Ja, den kommentar på min Facebook i formiddags var i den grad noget som provokerede mig (hvilket ellers ikke sker så tit) og som i min optik viser, hvor meget dette er vokset helt ud af proportioner. Og samtidig fik jeg faktisk mine egne tvivl om, hvorvidt jeg nu var ved at påføre Ida evig skade, ved at tage hende med til sådan en arrangement, hvor hun mødte andre børn (og deres forældre, der trods alt virkede forholdsvis rolige og velformulerede i dagens anledning), fik nogle kort og gav nogle væk og, værre endnu, fik både saftevand og kage til!

Vi fik ikke alle de kort vi manglede. Men vi fik nogle stykker. Til os selv og til Idas kusine, som hun har samlet og byttet kort med. Og så fik vi givet en masse væk, vi havde i overskud. Resten klarer vi os foruden, uden at klage til hverken Forbrugerrådet eller Dansk Supermarked. Jeg håber Ida vil huske det hele som et hyggeligt samleprojekt hun, jeg og hendes lidt større kusine havde sammen. Det vil jeg selv huske det som, men også ærgre mig over alt den polemik, der er opstået omkring det.

Jeg har altid været meget sikker på mig selv som forælder generelt. Jeg er et veluddannet og fornuftigt menneske og jeg tager de fleste ting oppe fra og ned, lader mig ikke styre af en overordnet agenda, men navigerer som regel efter egen mavefornemmelse, også når det gælder børneopdragelse. Men jeg kan godt forstå, hvis nogle synes det er svært og jeg kan specielt godt forstå, hvis man synes det er svært at navigere rundt i "de rigtige" forældreholdninger og standpunkter, når man risikerer at få sig et ordentlig dunk i hovedet, hvis man kom til at ytre sig en holdning fra "den forkerte" grøft. Og det provokerer mig helt vildt, at jeg selv kom til at tvivle på mine egne (ellers så stabile) holdninger og egenskaber som forælder på grund af en slags offentlig shaming over, at jeg samler på noget sammen med mit barn. (Vi samler faktisk også på andre ting end dyrekort, men det tror jeg bare vi holder for os selv indtil videre.)

Det minder for mig, mest af alt om en slags fælles forældremobning. Denne gang var det dyrekort, før det var det Frost-arrangementet. Nogle gange er det om ferier, sukkerpolitik, afleverings- og afhentningstidspunkter, udklædningstøj - ja hvad som helst, der involverer vores børn. Vi kan som forældre være meget hurtigt til at puste os op og tale ned til og dårligt om andre typer forældre end dem vi selv er eller helst gerne vil være. Det hører ingen steder hjemme og er så langt fra en god måde at lære vores børn om tolerance, mangfoldighed og god takt og tone i det hele taget, som noget kan være.

Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er og påstå at jeg heller ikke selv falder i, for en gang imellem er det bare så fantastisk rart, at kunne hævde sig selv lidt på andres bekostning. Men hvor ville det klæde os alle sammen, om vi lige huskede lidt mere på forældresolidariteten fremfor at shame løs og dunke hinanden (og os selv) oven i hovedet hele tiden med alle de ting vi gør forkerte som forældre. Som Julia Lahme også skrev for lidt tid siden, så kan du som forældre aldrig nogensinde gøre noget rigtigt alligevel.

13 kommentarer

  1. Her i hjemmet har vi da også samlet dyrekort og set ned på nogle forældres opførsel....for det er det, det handler om for mig....menneskers opførsel. Om det er frost, dyrekort eller kahler vaser, så er det ikke tingen i sig selv, men den opførsel den hos NOGLE kan afstedkomme. Men det er klart når det ryger ud på fb, så bliver fjerene til høns....og så begynder andegården :-) Tror helt sikkert I havde en god dag og har hygget jer med samleprojektet og i sidste ende er det virkeligt det eneste der tæller :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej for mig handler det heller ikke decideret om disse dyrekort - det er blot blevet hvad det handler om nu. Jeg kan da også sagtens ryste på hovedet over folk, der føler trang til at gøre alt hvad der er muligt for at få fat i en eller anden ting og måske også føle mig hævet over det. Men problemet for mig opstår, når man føler behov for i alle mulige offentlige sammenhænge at udbasunere sin mening om "denne slags" mennesker. Det skaber efter min mening en masse usikkerhed og splid, der er unødvendig og får de få ekstreme til at fremstå som mange flere end de nok reelt er.

      Slet
  2. Godt skrevet. I lørdags sad jeg selv og byttede løs på ungernes vegne. Det var hyggeligt, og bragte minder fra barndommen. Vi byttede glansbillederne, glaskugler og klistermærker, som det hed dengang. Det var en anden måde at være sammen på, der ikke involverer tv, ipad eller computer. Mine børn bliver rigtig glade og spændte, når de får et Dyrekort de ikke har. Det er dejligt at se at de kan glædes over en GRATIS ting for en gang skyld, noget som ikke koster en mindre formue. Min mor har gemt nogle af sine bøger, som de samlede på dengang. Kan ikke huske om det var i kaffeposerne, eller kikse pakkerne de fik kort.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Synes også debatten omkring disse kort er gået helt ud af proportioner. Det har til alle tider været hyggeligt at samle på ting og jeg har også bedsteforældre, der har gemt deres gamle samlemapper med det ene og det andet. Ville ønske det bare havde fortsat med at være en hyggelig ting og ikke en form for forældre-statement som det nu er blevet.

      Slet
  3. 👊 Virkelig godt skrevet 👍

    SvarSlet
  4. Hej Mie

    Fint indlæg. Der, hvor jeg synes det går over gevind, er når forældre tropper op i God aften Danmark for at kræve, at deres små poder får alle kortene. Det der med, at barnet ikke må lære, at der er begrænsninger, eller at man ikke bare kan få alt det, man peger på - det synes jeg er dybt problematisk. Når det bliver nærmest liv og død at få samlet samtlige kort, og når det bliver i lige så høj grad (hvis ikke højere) forældrenes projekt end barnets. Måske er det der, sammenligningen med Nepal børnene kommer ind? Jeg har kun sporadisk fulgt med i debatten, men jeg tænker, at det er det, nogle har reageret på.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Dét er da helt klart at gå over gevind, det er vi helt enige om, og det vil der altid være nogle der gør, både med vaser, dyrekort og Frost arrangementer. MEN det er også bare sådan en god forargelses-historie at blæse op i medierne og så kan vi alle sammen istemme os koret og sige "hold da op en gang tåbelige forældre!" og udbasunere vores mening om dem her, der og alle vegne. Og så er det jeg synes det skaber usikkerhed blandt en masse og begynder at minde om mobberi. For i sandheden er det nok kun en meget lille procentdel, der kammer helt over ift. dyrekort og lignende, men de bliver blæst op til at være størstedelen af danske forældre i dag - altså bortset fra lige de forældre vi selv kender.

      Slet
    2. Men det gør, at der måske er mange, der føler sig ramt på denne bekostning, hvis de alligevel gerne vil samle dyrekort med deres børn eller heller ikke synes Frost arrangementet var så fedt som de havde håbet på. Men tør man længere ytre den mening i frygt for at blive stemplet som hysterisk og forkælet og dunket i hovedet med relative-ondskabs argumenter som den med ofrene i Nepal? Det er jo ikke alle, der har denne holdning, der kunne finde på at gå over gevind og klage til gud og hver mand og som stadig har perspektiverne i orden.

      Slet
  5. Super godt skrevet..... 😊👍 her er der altså også blevet samlet kort, synes der er god læring i disse kort når min søn bliver lidt større 😊 kg Nanna

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK Nanna :) Jeg synes (syntes) også det er et hyggeligt projekt med sådan noget samleri.

      Slet
  6. MEn du føler dig jo ramt på et forkert grundlag? Det er jo ikke digcog et harmløst bytte-arrangement der er problemet, men de forældre der - i 5-6 timer - står i bilka og skælder ud på de folk de ikke kan nasse kort fra, kører ind i folk med indkøbsvogne fordi de ikke blev set i køen da en tillod sig at takke nej, køber tv apparater og får dyrekort for 5 min senere at returnere tv'et igen - og skaber sig over at deres børn ikke får alle kort nemt, hvilket nok egentlig er det spændende ved st samle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg føler mig bestemt heller ikke sat i bås med ovennævnte eksempler, på folk der er gået så langt over gevind. Slet ikke. Det tror jeg i bund og grund ikke der er særligt mange der gør. Jeg kan ikke forstå den slags adfærd, ligesom de fleste andre heller ikke kan forstå den. Men fred være med det. Folk der opfører sig mere tosset end gennemsnittet er der altid. Jeg ville aldrig gå så meget op i (noget?) dyrekort, til at jeg ville begynde at brokke mig og klage til offentlige instanser over det, men det gjorde en som hedder Joan. Hun valgte så at brokke sig over noget som vi andre kunne blive godt gammeldags forargede over - og så kunne vi ellers også begynde at brokke os. Eller hævde os og hæve os over sådan et niveau og i det hele taget gøre meget intellektuelt opmærksomme på os selv og vores fornuftige og ligeglade (med dyrekort) adfærd. Og det er HER jeg føler mig ramt, provokeret eller ærgerlig er det nok nærmere. For hvorfor er det, at vi synes det er okay med sådan en omgang offentlig skamliggørelse af et fåtal af folk, der har andre præferencerammer end os selv og som vælger at handle ud fra andre parametre end vi selv kunne drømme om? Kan man ikke bare ryste på hovedet af folk der køber fjernsyn og returnere dem igen får at score samlekort, snakke med manden om det over middagsbordet, grine lidt af det og så lade den gå? Skal man udbasunere sin holdning alle vegne og lade det blive til en stor opblæst sag pga ganske få småtossede mennesker? Pludselig er det blæst op på et niveau, hvor jeg "almindelige" forælder ikke kan nævne, at jeg tager med min datter i Føtex og bytter dyrekort, uden at jeg får nedladende bemærkninger om, om jeg virkelig er "sådan en" forælder der dyrker den slags ting for mine børn. Og SÅ er jeg ramt og en hel masse andre børn og forælder, der måske ellers gik og hyggede sig meget godt med samleriet. Nu er det nærmere et politisk statement om man gør det eller ej og tager du ikke en eller anden form for ironisk og elitær distance til de kort, så er du nok "en af dem". Det synes jeg er en form for fællesmobberi og forældreshaming, når denne form for pegen fingre og gøren grin med retorik bliver normen.

      Slet