Fastelavnspynt og alverdens gode intentioner

Jeg har i år sådan lyst til at pynte op til fastelavn og særligt lyst til at sidde og klippe klistre pynten med Ida og Eva. Der er mange god bud på og ideer til fin fastelavnspynt rundt omkring fx her og her. Den anden eftermiddag, forsøgte jeg at introducere begrebet for pigerne -  det er nyt for dem, da vi aldrig har pyntet op til fastelavn herhjemme, udover når en fastelavnstønde er kommet op.


Ida kunne derfor ikke forstå, at der ikke var en tønde vi skulle pynte. Desuden kunne hun ikke se, hvorfor hun dog skulle side og klippe alle de masker ud, hvis de bare var til nogle grene! Det er jo noget man skal tage på øjnene. Eva fik klippet en enkelt kat ud og bestemte farven på et par "karamel"-ophæng. Dem syntes hun så bare skulle limes på et stykke papir og hun protesterede højlydt, når jeg prøvede at forklare de var til grenene. Kort efter mistede de begge interessen og gik...


Sådan kan det altså også gå, når man kommer med alle sine gode intentioner, papir og glimmer og rigtig vil være kreativ med børnene.



Det lykkedes mig dog at færdiggøre de enkelte udklip det var blevet til, fjerne et par stykker fra papiret inden limen var tør og hænge dem på nogle friske forårsgrene jeg har købt til stuen sammen med en stor mintgrøn strudsefjer, hvor de har fået lov at blive hængende. Måske de nu kan se, hvad meningen var med det og er mere med på konceptet næste gang jeg foreslår vi skal lave fastelavnspynt?

Ingen kommentarer