48/52 portrætter af mine børn i 2014



Ida;så smuk, glad og tilfreds for tiden

Eva; så stejl og trodsig for tiden, men det er altid pakket ind i søde, bløde, dejlige Eva og det er lige til at holde ud.

Tid til nye lakfarver? - tip og omtale



Som nævnt før er jeg stor fan af negelak og bruger det ofte. Men jeg er meget selektiv og bruger for tiden kun lak fra OPI eller Essie, da det efter min mening er de bedste, der findes. Til gengæld kan jeg ikke finde ud af at være særlig selektiv, når det kommer til farvevalg og min samling kan da stort set altid udvides med endnu en nuance - specielt op til en særlig lejlighed.

Har du det på samme måde, og da december ganske givet er fyld med særlige lejligheder, vil jeg da lige tippe om altid billigere Essie hos Billigvoks.dk (faktisk helt ned til fra 39 kr. pr. styk). Så kan man godt tillade sig et par nye lakfarver i ny og næ.



PS: Billigvoks har givet mig disse 2 i gave, og står du ikke selv og mangler en ny neglelak, var det måske også en god julegave-ide til en på din gaveliste?

47/52 portrætter af mine børn i 2014



Eva; stadig den mest kærlige lille dukkemor.

Ida; stadig med fuld knald på farverne og et pink hår, der ikke lige sådan vil lade sig vaske ud af håret igen (som det ellers var meningen med dette balsam med farvepigmenter...)

Bits & pieces - lige før julepynten









Det er blevet tiden med trætte mørke morgener, ja faktisk dage, hvor det aldrig rigtigt bliver lyst. Men det er også tiden liiige før julepynten kommer op og hvor kunstige lys spreder mere og mere hygge og hvor en lille smule pynt allerede har sneget sig op på nogle grene. Og så er det hele ikke kun mørkt, vådt og gråt længere, vel?



Rombetæppe #2






Jeg har fået afsluttet mit tidligere viste WIP, rombetæppet. Stoltheden over mig selv vil ingen ende tage, både over egne evner og egen tålmodighed til at få færdiggjort så stort et projekt. Nu pynter, hygger og luner det sig dejligt - lige i rette tid, nu hvor kulden for alvor er ved at sætte ind.

Jeg har fulgt denne opskrift fra Pescno og har hæklet med nål 4,5 mm i Arwetta garn i farverne: grå 955, lysgul 255 og mint 197.

Julepynt af børnemalerier - DIY



Eva har den seneste tid kastet sin kærlighed på akvarelmaleri. Og efter et par weekender med masser af inde-hygge-tid er det en ikke så lille stak malerier vi nu ligger inde med.

Da det selvsagt er begrænset, hvor mange vandmalerier vi sådan går og kan beundre herhjemme og få delt ud til diverse bedsteforældre, har jeg tænkt lidt i andre baner, for at undgå at få mange af dem bare ryger i skraldespanden. Inspireret af forskellige fine julestjerner jeg har set på instagram og pinterest, har jeg klippet strimler af Evas malerier, limet dem sammen 2 og 2 (for at få farve på begge sider af strimlerne) og så flettet efter opskriften til almindelige julestjerner. Her er jeg dog stoppet, så det blev en "flad" stjerne, egentlig fordi mine strimler var for korte til at fortsætte, men synes de er blevet ret fine sådan her. Nu skal de blot have en kobbersnor og så er de klar til at julepynte liiige om snart.

Jeg tror også jeg vil flette nogle små julehjerter og måske lave et par kræmmerhuse ud af nogle af de mange Eva-malerier - der er i hvert fald nok at tage af.

PS: Trænger du som mig også til at få opfrisket, hvordan det nu er man får flettet de der stjerner, kan jeg anbefale denne video. Det var ved hjælp af den, at det for første gang nogensinde, sidste år, lykkedes mig at lære at flette stjernerne.

46/52 portrætter af mine børn i 2014



Ida; en lykkelig og sej lille pige, der fik lov at få farvet håret pink-lyserødt med noget balsamfarve.

Eva; trodsig charmetrold, der ikke skulle nyde noget af at få pink hår, da det både indebar nærkontakt med bruseren, hårvask og andre ligeledes ubehagelige ting.

Julesokker (og en tak)




Aller først, tusind, tusind tak for alle beskeder, kommentarer og likes til mit forrige indlæg. Det har som sagt været grænseoverskridende, men også en 100% god oplevelse, ikke mindst på grund af den gode respons fra jer og min egen følelsesmæssige afklarethed omkring det hele. Så tak

Og for så at komme tilbage til den lidt "lettere" ende af skalaen, vil jeg vise jer de nye julesokker jeg netop har fået kreeret til pigerne.

I de sidste  2-3 år har vi haft julesok til børnene, med en lille gave i hver dag i hele december fra Nissen. Sidste år, installerede Nissen endda en elevator med dørudgang lige i vores lejlighed (!). Men sokkerne Nissen har skulle aflevere sine gaver i, har været sådan nogle små-grimme nogle i meget grøn/rød filt, indkøbt lidt som en hurtig nødløsning det første år. Og hvert år de er kommet frem, har jeg set på dem og tænkt "nøj, hvor skal jeg også få lavet nogle pænere julesokker i år" og så ikke fået gjort mere ved det. Før i år! Hvor jeg som bekendt er tidligt ramt af julestemningen og er lidt på forkant med det hele. 

Jeg brugte de gamle (grimme) julesokker til at tegne af fra og syede så 2 nye sokker af babyfløjl og dykkede ned i mine Liberty stofrester og applikerede pigernes navne på. Alle er blevet meget tilfredse med resultatet og vi håber meget at Nissen har det på samme måde og kan finde ud af, at det nu er disse sokker han skal aflevere gaver i.

En solnedgang, en solopgang og om at have haft kræft

Dette er et indlæg det har taget mig år, at formulere og omformulere oppe i mit hoved. Nu er det endelig blevet til nedskrevne ord, som jeg kan mærke jeg er både spændt på og ikke mindst klar til at dele med jer alle. Omend det er med en lille smule hjertebanken at jeg nu trykker "udgiv", da det nok er det mest personlige indlæg jeg endnu har skrevet, hvilket får mig til at føle både stolthed og en lille smule sårbarhed.

Så jeg håber, I tager godt imod dette indlæg, der fortæller lidt mere om hende der er inde i mig end jeg ellers plejer at gøre.



En gang gik solen ned over det liv jeg troede jeg havde og kendte så godt og troede jeg bare skulle blive ved med at have. Eva var baby, Ida var tumling, vi syntes vi havde alt, hvad man kunne drømme om og sagde det jævnligt til hinanden. Vi var lykkelige og vi vidste det. Men så en dag, i det mest lovende forår, fik jeg at vide, at jeg havde kræft. Mig!?

Alt hvad der før havde virket uvirkeligt skulle pludselig til at være min virkelighed. Jeg fattede det ikke og nægtede pure at acceptere det - sådan på et mentalt plan i hvert fald. På det fysiske plan fulgte jeg bare med. Gennem den ene undersøgelse efter den anden. Talte med den ene læge, radiograf, sygeplejerske, lægesekretær, laborant og hvem ved hvad efter den anden på det første, det andet og det tredje hospital. Vejen fra undersøgelse til en klar diagnose var kringlet, forvirrende, uigennemskuelig og også en smule misvisende, hvilket fyldte mig med en skepsis og skuffelse over dele af vores danske sygehusvæsen, som jeg stadig ikke har lagt fra mig. Men det er en helt anden (og lang) historie. I stedet vil jeg nu, som den gang, forsøge at fokusere på min lovede helbredelse.

Lidt af de håndgribelige fakta:
  • Diagnosen hed Hodgkin Lymfon
  • Mit eneste symptom på sygdommen var en stor, hævet lymfekirtel i lysken.
  • Behandlingen hed 16 omgange kemo; hver anden torsdag i 8 måneder. 
  • Bivirkningerne var; 
    • øjeblikkeligt ammestop af 4 måneder gamle Eva (som for mig var den aller, aller sværeste og hårdeste følelsesmæssige bivirkning og som det eneste omkring hele mit forløb, stadig giver mig tåre i øjnene og en klump i halsen, bare jeg skal skrive om det her, selvom jeg ved det for nogle måske kan lyde som en bagatel, alt andet taget i betragtning), 
    • voldsom nældefeber reaktion på et af de 4 stoffer (bleomycin) i min kemo-mikstur (med varige pigmentforandringer rundt omkring på kroppen til følge), 
    • hårtab (som i mit tilfælde var forholdsvis moderat og stoppede da jeg klippede mig helt korthåret og i den sidste halvdel af min behandling, voksede det faktisk ud igen, mens jeg stadig var i behandling) 
    • fuldstændigt smadrede vener (er nu enhver uerfaren laborant og fadl-vagt i blodbankens værste mareridt, da jeg er blevet mere end svær at klemme en bare nogenlunde tilstrækkelig blodprøve ud af. Lidt af et paradoksalt problem, da jeg i forbindelse med mine kontroller skal have taget en del prøver)
    • og så selvfølgelig kvalme -  i alle grader og afskygninger. Kemo'ens tro følgesvend. 
  • Resultatet var og er stadig, her knap 3 år efter endt behandlling; 100% remission.
    Mere kan man som kræftpatient ikke bede om! 

Men turen her til har været lang og opslidende både fysisk og mentalt. Jeg kan lave en lang liste af væmmelige ting jeg gennem de 8 måneder jeg var i behandling, fandt på, jeg hellere ville udsætte min krop for, end at gennemgå endnu en omgang kemo. Efter de første 8 omgange, var der ikke én gang jeg mødte op på hospitalet til kontrol og behandling, hvor jeg ikke spurgte den læge jeg nu en gang kom ind til, om der ikke kunne skæres en behandling eller to fra i mit forløb. Det kunne der naturligvis ikke - det vidste jeg godt, men det blev mere og mere nødvendigt for mig at spørge, da følelsen af komplet afmagt ellers ville have opslugt mig helt. En af mine veninder skrev til mig, efter jeg havde break'et diagnosen for dem, at det var godt jeg var sådan en stærk person, med tanke på, hvad jeg skulle igennem. Og ja jeg er stærk - og stædig, hvilket helt sikkert ikke er dumt at have med sig, når man skal igennem et forløb som kræftpatient i det danske sygehusvæsen (!). Men når man bare er mig, som privatperson, så har det også været hæmsko at være "så stærk". For nogle gange har jeg også bare haft brugt for at være svag og syg og mega ked af det, men ikke været i stand til at bede om hjælp eller medlidenhed, hverken direkte eller indirekte. Jeg fik det, selvfølgelig, men det havde nok gjort mig godt undervejs, at have bedt om noget mere.

Der har undervejs været forskellige grunde til, at jeg ikke har delt det på bloggen (eller særligt mange andre steder i mit liv) og en af dem er nok på grund af netop dette med ikke at ville have eller bede om medlidenhed. Men den nok mest overvejende grund til, at jeg har holdt det væk fra den mere "offentlige" del af mit liv, er fordi jeg ikke har haft lyst til at blive "hende der har kræft". Jeg har simpelthen ikke ville påtage mig den rolle. Det har været en del af det, der blev min livsfilosofi, der ud fra begrebet om positiv psykologi, har handlet om at fortælle den mest positive historie om mig selv, som jeg gerne ville kunne identificere mig med gennem andres syn på mig.

Giver det mening?

Det har det i hvert fald gjort for mig. For sygdommen ramte mig lige da jeg var allerbedst i gang med at finde mig til rette i en helt anden og meget større, sjovere og vigtigere rolle i mit liv, nemlig som mor til ikke bare en, men to små piger. En rolle jeg følte fortjente langt mere opmærksomhed. Både fra mig og fra omverdenen. Det var den rolle jeg ville ses i og identificeres med. I det mindste bare i de dele af mit liv, hvor jeg kunne kontrollere det lidt. Bloggen blev på den måde også mit tilflugtssted, stedet hvor jeg ikke havde kræft. Sygdom, kemo og ulideligt lange hospitalsbesøg tog ligesom nok opmærksomhed, helt af sig selv.

Men på et tidspunkt har min tavshed omkring min egen kræftsygdom ændret sig fra at være et flyttet fokus til at blive noget fortrængt og fortiet og på en måde har jeg fået tabubelagt den del af mit liv over for mig selv. Og det er noget pjat! Man skal jo ikke ende med at skamme sig over, at man har været eller er syg. Desuden er jeg nu nået til et punkt, hvor jeg magter at tale om den del af mit liv, erkende det er en del af min historie og faktisk være stolt af at være kommet igennem den rutschebanetur det har været at have haft kræft. Som et helt menneske. Som mig selv - bare lidt anderledes.




Solen er igen stået op over mit og min lille families liv. Den har aldrig været helt væk, for den var der også mens jeg var syg og både vi og jeg huskede også at se den undervejs. Men med kræft i familien er der alt andet lige en sort sky hængende, nogle dage større end andre, men den er der. Hele tiden. For ting som "på torsdag skal jeg have kemo igen" eller "det er bedre på mandag, for så plejer kvalmen at være væk" er hele tiden med i ens tanker og planlægning.

For tiden synes jeg at støde på historier, kampagner, blogindlæg og TV-udsendelser om kræft hele tiden. Det vækker selvklart en masse tanker hos mig, men det gør ikke lige så ondt mere at blive mindet om, som det har gjort. I stedet tror jeg det er universets måde at fortælle mig på, at det er tid til, at jeg nu fortæller min historie.

Jeg kan nemlig godt påtage mig rollen nu, som hende der havde kræft. Jeg kan godt spinne den del af mit liv med et positivt twist nu. Det har taget mig noget tid. En tid hvor jeg undrende har set programmer og læst bøger om/af tidligere kræftramte, der nærmest talte om deres sygdom, som en positiv ting, der havde givet dem et helt nyt og bedre syn på livet og dets glæder. Jeg forstod dem ikke. Jeg var jo både lykkelig og taknemmelig inden jeg blev syg. Jeg havde da ikke haft behov for den reminder. Men nu er jeg der. Det har været som om et mentalt sår, har skulle hele - en flænge på min stolthed. Men jeg forstår det nu og jeg er taknemmelig. Ikke for min sygdom, men for min helbredelse. Og for det privilegium det er, at jeg kan leve mit helt fantastiske dejlige liv videre med min helt fantastiske, trivielle og dejlige hverdag, her på den anden side af en røvirriterende kræftsygdom.





Måske kan min historie hjælpe andre i lignende situation, måske kan den huske dig på at være opmærksom på din krop, få dig til at bestille tid til den lægeundersøgelse eller måske kan den blot stille noget nysgerrighed? I alle tilfælde trængte jeg til at bryde min egen tavshed og fortælle en ny, men stadig positiv, historie om mig selv med en helbredt kræftsygdom i bagagen.

45/52 portrætter af mine børn i 2014




Både Ida og Eva sluttede uge 45 af med deres debut som indsamlere til landsindsamlingen for Dansk Flygtninge Hjælp. Det var en hyggelig tur med 2 (for det meste) veloplagte og nysgerrige indsamlere.

Gavemærkater i Hama-perler - DIY




Nu hvor vores nyindførte højtid Halloween, er veloverstået, pusler jeg stille og roligt videre med mine juleforberedelser. Jeg ved ikke hvorfor, men julestemningen har virkelig ramt mig tidligt i år på trods af det lune og milde efterårsvejr udenfor. Måske er det fordi jeg har siddet og lavet julerier på mit arbejde eller fordi jeg ved jeg kommer til at arbejde rigtig meget, når først julemåneden sætter ind og jeg derfor skal have lidt forskud på glæderne. Lige meget hvad, så er det hyggeligt at gå og hygge med nu, hvor jeg har tiden og overskuddet til det.



Det betyder blandt andet, at jeg allerede har fået indkøbt stort set alle julegaver(!) og fået dem pakket og klargjort. Og med klargjort, mener jeg her dekoreret med til-og-fra-kort lavet af Hama-perler. Et lidt ambitiøst projekt, men når nu man starter et par måneder før jul er det til at overskue.



Snup meget gerne selv ideen. Jeg har herunder vist billeder af 2 variationer - en hvor jeg har limet små perle-figurer på et Manillamærke og en hvor jeg har sat et klistermærke på bagsiden af en lidt større perleplade til at skrive på, som er den version jeg har valgt at bruge på alle vores julegaver i år. Men ellers er former og farver jo nærmest uendelige med Hama perlerne, så det er bare at slippe fantasien løs.









Letz Sushi - omtale og anmeldelse

Jeg har en mindre tilståelse. Noget jeg både nyder og skammer mig lidt over. Men herhjemme elsker vi altså mad, der laver sig selv (og et ekstra plus får det, hvis det nogle dage også kan finde på at komme af sig selv). Og vi kommer derfor forholdsvis tit til at bestille take away mad. Her kan man så løbe ind i meget svingende kvaliteter, men vi har efterhånden sonderet terrænet og som de fleste andre, har vi vores favorit steder. Men vi er altid på udkig efter nye steder med god mad til gode priser.

Når vi skal ekstra forkæles går vi gerne efter sushi, og jeg sagde derfor straks ja tak! til at "afprøve" en omgang fra Letz Sushi mod omtale her på bloggen.  Og vi valgte, selvfølgelig, at få det som take away...




Det er mange år siden jeg har været på Letz Sushi sidst og jeg tror faktisk aldrig jeg har fået take away der fra. Hvilket kan undre mig en smule nu. For det er nok den nemmeste side, jeg nogensinde har skulle bestille mad fra (og som måske forståes ud fra overstående, siger det ikke så lidt) og specielt sushi, synes jeg kan være enormt svært at overskue ud fra et elektronisk menukort. Her bladre du igennem menukortets sider og når du ser noget der ser lækkert ud, klikker man blot på det og så ligger det i din indkøbskurv. Virkelig, virkelig smart!

Fra maden var bestilt, til det var færdigt gik der blot 15-20 min. og så var det bare om at få puttet børn og sat sig til rette med lækkerierne, det vitterligt var lækre og blandt det bedste af det sushi vi efterhånden har fået afprøvet samtidig med det er til priser i den fornuftige ende af skalaen.

Alt i alt kan jeg varmt give anbefalingen videre om at prøve Letz Sushi, hvis du også skal forkæles med Sushi i weekenden.

44/52 portrætter af mine børn i 2014



Ugens portrætter, måtte selvfølgelig blive af Halloween pigerne.

Ida; som Den Sorte Engel. En udklædning hun selv har fundet på sammen med en veninde fra børnehaven.

Eva; som Skelet-heks - less is more er ikke et begreb, der findes i Evas verden endnu, så den fik bare alt det Halloween-lir, der kunne opstøves (der var også en flagermusmaske til udstyret).