Yndige blomsterkjoler


Jeg har altså en svaghed for blomstermønstre. Så da jeg så dette stretch satin i Stof2000 blev mine tanker ved med at kredse om det og ideen om søde små kjoler i netop det stof. Til sidst måtte tanker gøres til handling og det er blevet til 2 meget fine kjoler som begge piger har haft på hver dag siden de blev færdige i fredag aften. Det er godt sådan noget satinstof tørrer hurtigt efter vask.

Happy B-day to me!


I går fyldte jeg 32. Jeg havde en rigtig hyggelig dag, der startede med morgensang, flag og gaver fra mand og børn. Senere blev jeg på bedste vis fejret med bobler, ostebord, vin og kage i det dejligste tøseselskab. Og jeg blev begavet med flotte farvekoordinerede (skulle man tro) gaver. Den fine kagepynt var både selvantændende, selvåbende og melodispillende. Meget festlig sag.

Flagene pakker vi ikke så langt væk, for allerede i morgen er det Jespers tur til at skulle fejres. Herefter er Eva overbevist om, at det så er hendes tur til at have fødselsdag. Og hun har da ret i, at hun er den næste herhjemme, der har fødselsdag, men det er nu først til februar.

Personlige favoritter og rabat-reminder


For tiden er dette nogle af mine topfavorit-produkter inden for skønhedspleje. De er alle sammen at finde på hylderne hos Billigvoks.dk til meget konkurrencedygtige priser.

Og husk, at du resten af september måned kan få pralerier-rabat på yderligere 10% på alle dine køb. Indtast blot pralerier i rabatkodefeltet, når du handler, så bliver de 10% fratrukket din odre.

Pralerier i Vores børn PLUS


I det nyeste nummer af Vores børn PLUS - alt til mor, har jeg fået den ære at være med som denne udgaves mor-blogger. Det er blevet et rigtig fint lille stykke om min blog og mine tanker om blogging. Det er desuden sjovt at se mine egne blog-billeder på tryk og ikke mindst læse mine egne ord genskrevet og sammensat af en andens hånd. Jeg er alt i alt godt tilfreds og synes hun har fanget nogle gode pointer fra vores interview-snak.

PS: I sidste nummer var Ulla med og hendes indlæg kan du læse her.

Bekendelser fra en neglelak-aholiker (og stadig 10% rabatkode)



De sidste par år er jeg begyndt stort set altid at have neglelak på. Det er sket i takt med, at jeg har fundet nogle lakker (OPI og Essie) som jeg synes, er værd at bruge tid på at tage på. Både fordi de er nemme at påføre, tørrer hurtigt og holder mere end 1 dag uden at begynde at skalle af.

Men det har sin pris, som jeg betaler i form af negle, der spalter og knækker for et godt ord. Jeg har i noget tid forsøgt mig med Essies basecoat, der hedder Rock Solid, men uden nogen ændring. Nu prøver jeg i stedet Nourish Me basecoat, ligeledes fra Essie og den ser ud til at gøre en positiv forskel. På collagen herunder har jeg forsøgt at fotodokumentere udviklingen over de sidste par uger. Det er stadig ikke helt tip-top, men der er da fremskridt. Jeg bruger den både alene og som underlak, når jeg ligger farve på.



Alle mine Essie og OPI neglelakker køber jeg eller får jeg sponsoreret fra Billigvoks.dk. De har et stort udvalg af begge mærker og sælger dem lige lidt billigere end i butikkerne. Desuden kan du som pralerier-læser få yderligere 10% rabat på alle dine køb hos Billigvoks.dk resten af september måned. Det får du ved at skrive pralerier i rabatkodefeltet, når du afgiver din bestilling.

Så er de her: Nye kugleophæng til salg

Så er der endelig en ny portion barnevognskæder/kugleophæng klar til salg.

Kæderne koster 120 kr. inkl. porto. De er alle lavet af uld/uldblandinger på nær de kugler der er neonfarvet, de er lavet af akrylgarn. De måler mellem 70-85 cm (garnsnoren giver sig lidt, når den holdes op).

Du køber en kæde ved at sende mig en mail på pralerier@gmail.com, hvor du skriver, hvilken kæde du ønsker samt din adresse, hvorefter jeg sender betalingsoplysninger tilbage til dig. Betaling kan ske via mobilpay eller bankoverførsel.

Kæde 1: denimblå SOLGT
Kæde 2: turkis SOLGT
Kæde 3: grøn
Kæde 4: mintgrøn/neon SOLGT
Kæde 5: lyslilla (med bjælde i midterste kugle) SOLGT
Kæde 6: lilla/neon (med bjælde i midterste kugle)
Kæde 7: cerise/neon (med bjælde i midterste kugle)

Boganbefaling: Det syvende barn


Jeg har for kort tid siden og på utrolig kort tid læst "Det syvende Barn" af Erik Valeur. Den har stået på min boghylde, siden jeg fik den i julegave sidste år, og ventet på jeg liiige skulle blive færdig med et par andre bøger. Men med 2 små børn i huset og en hel masse andre ting man også gerne vil nå, går romanlæsningen ikke altid helt så hurtigt, som den tidligere har gjort. Men da jeg først kom i gang med denne, kunne jeg simpelthen ikke slippe den igen. Det er sådan en bog jeg har siddet og læst i, mens børnene har hoppet omkring mig og Ramasjang har kørt for fuld udblæsning ved siden af.

Bogen er, hvad jeg vil kalde en spændingsroman tenderende til krimi, med udgangspunkt i 7 børns bortadoption i velfærdsdanmarks guldalder i starten af 1960'erne. Og så kan man ellers begynde at gætte løs hele bogen igennem: hvem er født af hvem? hvem er far til hvem? hvem har skjult hvad for hvem? hvem ved hvad om hvem? osv. osv. Normalt er jeg ret god til at gætte og gennemskue sådanne plots ret tidligt i historien (siger jeg, med fare for at lyde opblæst). Men fordi der er så forholdsvis mange hovedpersoner involveret i denne fortælling og fordi historien tager et par drejninger i løbet af bogen, så var jeg nysgerrig og spændt på, om jeg havde gættet rigtigt, nærmest lige til sidste side var vendt. Og dét holdt mig fanget og underholdt (også selvom det viste sig, at jeg havde regnet plottet ud forholdsvis tidligt).

Kender du bogen og blev du ligeså fanget af den som mig? Eller er det bare mig, der har fået læst alt for lidt fiktion i alt for mange år og derfor er lidt for let at imponere?



Disse 2 bøger er next-up på min læseliste, da de nu også har stået ulæste på hylden alt, alt for længe. Efterårsvejret uden for, tæppe i sofaen og noget varmt i koppen, det må da, om noget, kunne genkalde min gamle læselyst.

Kender du nogen, der har brug for en som mig?

Dette er et, for mig, noget uvant og anderledes blogindlæg. Men jeg har skrevet det i håb om, at mit store netværk her i Blogland på den ene eller anden måde kan hjælpe mig videre i min søgen efter nyt arbejde.

Baggrund
Mod slutningen af min lange universitetsuddannelse (Cand.mag. i International Virksomhedskommunikation), stod det klart for mig, at jeg ville prioritere at få børn først og så karriere efterfølgende. Det var på det tidspunkt et så stort ønske for både Jesper og jeg, at det blev den naturlige rækkefølge og job og karriere skal jo nok komme. Og jeg blev gravid nærmest samtidig med, at jeg afleverede speciale, arbejdede nogle måneder som freelance og gik så på barsel.

Her til gik alt stadig efter den store forkromede plan. Efter barslen skulle jeg så finde mig et drømmejob, blive fastansat og så kunne vi måske få en 2'er efter et par års ansættelse. Men sådan gik det ikke helt, for inden min barsel med Ida var slut, ventede jeg Eva. En fantastisk lykkelig og uventet begivenhed - ingen tvivl om det. Desuden, stadig finanskrise og ikke lige frem kommunikationsjob i faste stillinger, til fri afbenyttelse. Så endnu en gang nogle måneder i en tidsbegrænset stilling og så på barsel igen. Her efter har jeg (som I måske ved), indtil lige før sommerferien, arbejdet hos Barnlil' og bl.a. hjulpet med at lave deres fine webshop.

Motivation
NU er det så, at jeg gerne vil tilbage på karrieresporet. Det er nu jobbet og fastansættelsen skal ske. Det er nu drømmen, ambitionerne og selvrealiseringen skal udleves. Det er nu, at alle de sikre formaninger om, at jeg da er langt mere attraktiv for en arbejdsgiver, når jeg er ung, veluddannet og allerede har fået børn og har holdt mine barsler, skal indfri sig. 

Kvalifikationer
Jeg er Cand.Mag i International Virksomhedskommunikation fra SDU og søger job som tekstforfatter, kommunikations- og webmedarbejder og alt i det spændingsfelt. Jeg er både dygtig og flittig og nem at omgås. Jeg har et online CV med referencer og udtalelser her på LinkedIn og jeg sender også gerne noget mere uddybende, hvis du spørger om det.

Er det dig?
Mit spørgsmål er til gengæld, om du har eller kender nogle der har, brug for mig som kollega (et sted her i hovedstadsområdet)? Hvis ja, så tøv endelig ikke med at sende mig en mail på mie.mangelsen@gmail.com

Vellignende foto:

På forhånd tak for hjælpen.

Efterårslook i microfashion


Eva er jo en lille mini-modeblogger, så her kan I se den nye cardigan in action, der i går fuldendte et ret fint efterårslook.

Og så for en god ordens skyld:
Sko: New Balance
Leo-leggings og kjole: H&M
Cardigan: Hjemmestrikket
Putteklud: Hjemmefarvet stofble fra Kvickly
Tørklæde: Festivalkøb
Sut: "Bibs" fra Super Brugsen

Ha' en rigtig dejlig søndag.

Cardigan af garnrester



Efter at have lavet rigtig mange barnevognskæder, fik jeg lyst til lige at lave noget andet garnnørkleri. Det er blevet til en cardigan til Eva lavet i rester fra det garn jeg har lavet kugler til barnevognskæderne i. Selvom det derfor var lidt tilfældigt sammensatte farver striberne fik, synes jeg den er blevet rigtig fin. På den måde er brug af garnrester en god måde at blive rykket lidt ud af sin comfort-zone i forhold til farvevalg og sammensætninger.


Jeg har syet siderne sammen med madrassting, som jeg synes er så fantastisk at have lært. Det er ganske enkelt garanti for pæne, nærmest usynlige, sammensyninger.

Tangle Teezer og 10% rabatkode til dig


Vi afprøver lige nu en Tangle Teezer hårbørste herhjemme. Måske har du hørt om den? Inden for hårbørster skulle det nemlig efter sigende være noget af det mest revolutionerende, da den påstås at kunne rede håret ud, uden at rive, hive eller nive. Med sådan et budskab fik jeg i hvert fald lyst til at prøve den.

Og gør den så det den påstår? Ja, det synes jeg faktisk. Det er i hvert fald en markant anderledes fornemmelse, at rede sig med denne, end med en almindelig børste og jeg fælder kun en brøkdel af, hvad jeg plejer at gøre efter en gennemredning med en almindelig børste. Børnenes krusede krøller, glider den også nemt igennem. Børnene er dog ikke uddelt begejstrede for den, for selvom den ikke niver og river ved selve udredningen, så har den nogle forholdsvis spidse pigge. Det kan jeg selv godt lide at blive masseret med i hovedbunden, men det kan mine børn åbenbart ikke, så der skal man lige passe på, ikke at få trykket for hårdt.

En anden lidt anderledes ting ved Tangle Teezeren er selve formen. Den kan meget vel være udtænkt som særlig ergonomisk, men jeg savner nu et skaft på børsten. Jeg har flere gange tabt den, når jeg har stået og redt mit hår lige efter badet. Desuden minder formen mig lidt om en hundebørste.

Men alt i alt kan jeg rigtig godt lide børsten og alene fordi jeg ikke får knækket mit hår så meget på den, vil jeg nu fortsætte med at bruge denne, fremfor traditionelle hårbørster (og så håbe der kommer en med et skaft på et tidspunkt).

Kunne du også godt tænke dig at prøve en Tangle Teezer, eller hvilket som helst andet produkt fra Billigvoks.dk, kan du lige nu få 10% rabat på alle din køb resten af september, ved at indtaste rabatkoden PRALERIER, når du afgiver din bestilling.

Ida og benklæder - en længere smøre om et anstrengt forhold

Som jeg tidligere har nævnt, har Ida en ekstrem sensitiv taktilsans (følesansen), hvilket primært giver udslag i forbindelse med hendes tøj. Og i særdeleshed med hendes benklæder. Vi har siden det tidlige forår haft en lang god periode, hvor det ikke har været et så voldsomt problem for hende (og os). Vi har børstet og trykket i perioder og vi har vidst, hvordan vi skulle styre uden om problematiske tøjstykker. Det har i den grad også hjulpet, at vi har haft en lang og varm sommer, hvor nederdel og bare ben har været muligt stort set hver dag.

Nu er det desværre ikke muligt længere og vi er løbet panden mod en mur igen i forhold til at få iklædt Ida noget tøj. Jeg synes for hver gang, vi støder ind i disse perioder, at det bliver værre. Vi børster og trykker nu hver dag og gerne flere gange, hvis vi husker det. Men det har bare ikke den samme store forandrings-effekt, som det har haft tidligere. Ida har det stadig meget, meget anstrengt med hendes tøj og særligt hendes benklæder!

Det er mega frustrerende. Til gengæld er jeg glad for, at jeg nu ved at det rent faktisk er et reelt og anerkendt problem for flere mennekser, og at det ikke blot skyldes, at vi har en hysterisk og trodsig datter, der ikke er "blevet opdraget ordentligt". Når Ida ikke vil have noget på sine ben, er det ikke fordi hun er stædig og grænsesøgende, det er simpelthen fordi hun rent fysisk ikke kan holde ud at have noget på. Og når man så er en lille temperamentsfuld dame, så går det ikke stille af sig, når der forsøges med tøj på underkroppen.

Vi har snakket en del om det, både os voksne i mellem og med Ida. Hun ved hun føler det at have tøj på, anderledes end andre børn (og voksne). Vi fortæller hende, så ofte vi kan, at det er helt okay, at hun har det sådan (og at man ikke behøver at skrige, når det driller, men bare tage tøjet af og sige det stille og roligt). En dag sagde hun til mig, at hun bare ville ønske, hun var ligesom os, og at hun gerne ville gå med en masse forskelligt fint tøj, hvis bare det ikke drillede. Når ens 4-årige datter helt alvorligt fortæller en sådan noget, skal man lige synke klumpen i halsen, før man fører den samtale videre...



Efter at have opgivet at finde nogle som helst former for bukser i butikkerne, har jeg nu forsøgt at sy nogle meget løse haremsbukser i en tynd og blød viscose-jersey og med ribkant i livet. Og de virker (halleluja!) og jeg er mere end nogensinde glad for, at jeg selv kan sy. De sidder hen over numsen og langt ned ad benene, som de nederdele hun har været vant til at gå med hele sommeren, og så er de helt løse på det nederste af benene, så de ikke rør eller driller. Jeg har forsøgt at afslutte med smock og ribkant forneden, men så tager hun dem ganske enkelt ikke på. Nu har jeg så sat en mindre produktion i gang, så vi har lidt bukser at skifte med. Herefter er næste skridt at få udskiftet sandalerne med nogle strømper og lukkede sko.

Men udover at finde frem til noget nogenlunde årstidspassende tøj, forsøger vi også nu at finde frem til en måde at hjælpe Ida på mere langsigtet. Det kan nemlig godt være, at det lige nu primært er et fysisk problem, men jo mere bevidst hun bliver om det jo mere fylder det også psykisk. Og jeg kan godt blive nervøs for, om det på lang sigt vil sætte sig som en psykisk barriere for hende i forhold til tøj og hendes egen krop, hvis ikke hun bliver hjulpet på en ordentlig måde. Vi har derfor sat gang i flere ting vi skal have undersøgt og afprøvet. Jeg har selv tænkt på både ergo-, zone-, kranio-sakral- og fysioterapi og forhåbentlig er der noget af det, der er relevant og kan hjælpe.

Hvis du har erfaringer med nogle af disse behandlingsformer eller vil foreslå en helt anden type, vil jeg meget gerne høre om det.