Tunika og tanker om Liberty knock off




Jeg har syet en ny tunika til Ida som hun kan have på udover leggings, der jo er hendes foretrukne beklædning for tiden. Den har smock i halsåbningen, raglanærmer med zigzag pyntebånd, sløjfe syet fast med turkis knap og skråbånd forneden. Ja, denne gang har jeg ikke sparet på detaljerne - eller det har jeg faktisk, for ville til at starte med også sy nogle lilla stjerner på foran, men synes alligevel det blev for meget. 

Og så er den syet i en af de famøse Liberty-kopier fra Stof 2000. Jeg har gjort mig en del tanker om dette. Både at det var rigtig fedt at kunne få "Liberty" til så billige penge, og at det da var lidt ærgerligt, fordi jeg synes det måske lidt udvander "lækkerheden" ved det rigtige Liberty. Og så læste jeg en hel masse om, at det måske endda var kopier lavet uden lov fra Liberty of London, hvilket jeg også har gjort mig lidt tanker om. Dog har jeg svært ved at forestille mig (og dermed ikke sagt, det ikke kan lade sig gøre) at så stort et firma laver ulovlige kopier. Men hvorom alting er, så fik jeg alligevel lyst til et par meter af denne blå Mauveu, da jeg sidst var i Stof 2000 - specielt da jeg fik at vide det var det sidste der var og der ikke fandtes mere på hovedlagret heller, så vækker det ligesom et hamstre-gen i en. Og fin er tunikaen altså blevet, det synes både Ida og jeg - jeg nok lidt mere end Ida. Jeg er fuldstændig forelsket i den og har endda overvejet om den kunne gå i voksenstørrelse, men har forkastet ideen igen. Tror jeg synes den er ekstra fin, netop fordi den er i børnestørrelse.




Ved ikke hvor kønne jeg synes de er, men nu jeg lige er ved Liberty-tanker mm. så se lige den nye kollektion af Nike Free Liberty edt.

7 kommentarer

  1. Jeg kan sagtens følge dine tanker. Har gjort mig de samme og er endt med at bruge stoffet til noget jeg nok ikke ville gøre med min lækre ægte Liberty. Jeg har både betrukket min kontorstol og mit strygebrædt med det. Nok er jeg Libertyfan, men jeg kan ikke nænne at stryge med spruttende strygejern på det 'rigtige' stof. Den anden dag var jeg i Freoli & Lysgaard her i Odense og midt i butikken stod en stor blød sofa betrukket med samme print, bare i en større skala. Jeg ved intet om licenser af printet, men jeg synes det er påfaldende, at både Maileg, Stof2000 og Freoli & Lysgaard alle tre har lige præcis dette print i deres kollektioner i år. Liberty vil jeg fortsætte med at købe i samme mængder som jeg altid har gjort:)

    Jeg synes din tunika er blevet superfin! Nogle gange er det bare fedt at gå all in på detaljerne. Så kan man glæde sig over at have pigebørn, for hvem 'less is more' er et meget fremmed begreb;)))

    Nyd de sidste påskedag.

    KRAM
    Lis

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis Lis, jeg vil nemlig også stadig købe rigtig Liberty i samme mængder jeg ellers ville gøre. Havde det ikke været for denne billige kopi, havde jeg ikke syet en hel kjole op til Ida i dette print.

      Slet
  2. jeg spurgte ind til det i min lokale stof2000 i Lyngby, og hun sagde at der skal være ændret 20% før at det ikke er en kopi.. har dog lidt svært ved at tro at der er ændret 20% på det print??? men det mente hun nu :-) Din kjole er blevt skøn, elsker den sløjfen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da en interessant information. Kan godt se de andre prints ikke er helt som originalen, men synes netop også at lige dette print ligner ret præcist det originale. Dog tror jeg måske selve blomsterne er en anelse mindre på kopien her end det rigtige.

      Slet
    2. Er det ikke kun sølle 10 % man skal ændre? Og kan de 10 % i dette tilfælde mon udgøres af, at printet er ret skævt i forhold til det originale;))

      Slet
  3. Din kjole er blevet skøn! Det skal siges med det samme. Men med hensyn til Liberty debatten, så har stof 2000 IKKE fået lov at bruge printet. Liberty i England er blevet orienteret, og jeg ved at de er ved at kigge på sagen, altså om stof 2000 skal sagsøges. Det er nu en stor og omstændig process, så det er ikke sikkert der sker noget. Imens kan vi andre jo nyde den billige udgave, selvom jeg må tilstå, at jeg er så snobbet (eller måske synes jeg bare ikke det er okay at kopiere, bare fordi man ikke bliver sagsøgt), at jeg holder mig til den ægte vare :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil helt sikkert også foretrække den ægte vare, men kunne alligevel ikke dy mig med dette print. Har dog stadig svært ved, at tro at så stort et firma skulle have kopieret ulovligt, men det kan åbenbart stadig lade sig gøre har jeg set eksempler på rundt omkring, med små designere, der er blevet kopieret fra uden deres tilkendegivelse. Forskellen her synes jeg dog er, at Liberty of London jo ikke ligefrem kan siges at være en lille ikke-alment kendt designer/firma. Så for det første er der nok ikke mange som fejlagtigt kommer til at købe kopierne i den tro det er en original metervarer og for det andet er det jo ikke sådan, at Liberty of Londons årsomsætning går ned på, at Stof 2000 har lavet disse print - tværtimod får de jo nu en masse omtale de ellers ikke ville have fået (ikke at jeg vil forsvare, hvis der rent faktisk er tale om en ulovlig kopiering).

      Slet