Evas dåbskjole - forskud på TA-DA

Ja, jeg er altså så pavestolt og tilfreds med resultatet af den dåbskjole jeg har lavet til Eva, at jeg slet ikke kan vente til på torsdag med at vise den frem i mit TA-DA-indlæg. Men som du kan se her bliver der også andre ting for mig at vise frem på torsdag.

Nå, men til kjolen. Jeg blev egentlig færdig med den i fredags, men da jeg ikke havde målt op til længden på den og bare lavet den efter hvordan blondestykket sluttede, så endte den med at blive ret lang. 150 cm fra skulder og ned. Først prøvede jeg at have den hængende og overbevise mig selv om, at det var okay, men måtte til sidst indse, at det var det ikke - det er jo også min ikke særligt høje veninde, der skal bære og det ville nok se lidt fjollet ud, hvis de skulle gå med et slæb efter sig (ikke at hun er under 150 cm høj, men man bærer jo også barnet omkring taljehøjde). Så jeg pillede op og klippede af og rynkede og syede på igen og blev færdig i dag, og nu måler den 110 cm fra skulderen og ned, hvilket er meget mere passende. Faktisk er den nu helt som jeg havde forestillet mig.






Bærestykket er syet i Mauveu Liberty og er kantet med det samme stof. Jeg sender altid mange kærlige tanker i Lines retning efter hun udgav denne DIY. Tænk, hvor mange grimme og mærkelige kantebåndsafslutninger jeg har lavet i mit liv og nu bliver de bare så pæne og flotte hver gang. Tusinde tak Line. Bærestykket lukkes bagtil med 3 knapper og er syet som skjortebelægning. Resten af kjolen ned har jeg ladet stå åben.



Skørtet er helt tynd bomuld inderst og blonde yderst. Begge lag har jeg rynket og syet fast på et stykke satinbånd, der så er syet fast på bærestykket.


Body'en inden under er fra Milibe og kysen er fra Mixed, som jeg i sin tid købte til Idas dåb, så der kommer til at gå lidt igen fra storesøsters dåbstøj.

I mit testing-indlæg spurgte jeg også til, om der var nogle af jer, der vidste, hvorfor dåbskjoler skal være/ofte er lange. Og det var der selvfølgelig en klog læser, der vidste og jeg vil tillade mig lige at dele den info med jer her også:

I gamle dage blev børn døbt i deres første leveuge, for at holde dem varme i en kold kirke kom man dem i dåbstæpper. Disse tæpper blev senere til poser, der kunne varme børnene og omkring 1890 gik man over til kjoler som vi kender i dag. Langt op i 1800-tallet var kjolerne kulørte.

Jeg synes altid det er lidt sjovt at vide, hvor vores forskellige traditioner stammer fra, så tak fordi du delte din viden ud Britt.


Det var vist også nok om dåbskjole for denne gang og jeg kan nu sove roligt og ikke være bange for en gentagelse af forrige uges mareridt, hvor jeg drømte Eva blev døbt i prøvekjolen, fordi jeg havde glemt at sy den rigtige...

13 kommentarer

  1. Hvor er den blevet fin. Der er et eller andet vildt klassisk over den, samtidigt med at den er moderne, med det blomstrede bærestykke. Wauw!

    SvarSlet
  2. Hvor bliver Eva flot i den kjole - er meget imponeret over du kan sy sådan en kjole.

    Tillykke med du fik streget et punkt på din liste :-)

    SvarSlet
  3. den er blevet rigtig rigtig flot!

    SvarSlet
  4. Super flot.. Kan godt forstå du er stolt over at skulle døbe hende i en hjemmesyet kjole, hvem ved måske bliver det sådan en gå i arv kjole igennem de næste mange år.. :)

    SvarSlet
  5. Den er SÅ fin, jeg elsker, når gamle traditioner får nyt liv. Det synes jeg, er lykkedes rigtigt godt i denne kjole, og så er det jo en meget personlig gave at give sin datter. Den bliver hun glad for senere i livet. Mvh Louise

    SvarSlet
  6. Hvor er den bare super flot:-) Ha' en rigtig god dåb.

    SvarSlet
  7. Hvor er den blevet flot, Håber i får en rigtig dejlig dag til dåben.

    SvarSlet
  8. Hvor er den bare flot og unik :o) Cool at den er så særpræget :o) /Heidi Clara

    SvarSlet
  9. Wauw sikke et projekt. Den kan du godt være stolt over! Den er vist kun en prinsesse værdig :)

    SvarSlet
  10. Den er godt nok fin! Og anderledes (på den virkeligt gode måde). Den gør jo at man bliver helt ærgelig over at vores børn ikke er/skal døbes :D Jeg må sy en fin navnefest-kjole kan jeg godt se, sådan bare fordi :D
    mvh. Martina/fiflerierpaafjerde.blogspot.com

    SvarSlet
  11. Hvor er den smuk Mie... du er dygtig... skulle jeg mon sy en til Alfred?
    Ps.. skal du ikke med til babyblogtræf? JO DU SKAL!

    SvarSlet
  12. Hej Mie. Hvor er den smuk? Kunne du være interesseret i at leje den ud en dag i oktober? KH Malou, Frederiksberg (moustens @ gmail.com)

    SvarSlet
  13. Sidder og søger inspiration til min datters dåbskjole og må lige rose denne. Hvor er den helt fantastisk smuk! Det er så smuk med det blomstrede bærestykke! WOW

    SvarSlet