Min arbejdsstation #2 - nu i bordhøjde

Efter jeg forleden lavede dette indlæg om min arbejdsstation, i forbindelse med en blogleg jeg er blevet tagget i af Hverdagsmønstre, har jeg lidt følt at jeg har snydt jer lidt. Rigtig mange af jer skrev søde kommentarer til indlægget om, hvor fint og rydeligt jeg havde det ved min arbejdsplads. Det har jeg også - nogle gange. Andre gange, når der rigtig er gang i projekterne, så flyder det lidt mere. Og for tiden, og dermed også da jeg lavede indlægget, ser her ud som sidstnævnte. Men fordi jeg ikke gad at rydde op, men godt gad lave indlægget, så tog jeg kun billeder af de oprydede dele af mit hobbyrum og holdt mig over bordhøjde på alle billederne. Jeg skrev dog også, at jeg kun havde fokuseret på de gode detaljer i rummet, der gjorde mig glad. Det var, hvad jeg havde lyst til at vise frem den dag.

I dag har jeg derimod lyst til at vise jer et andet og mindre forskønnet udsnit af min arbejdsstation. Jeg har derfor sat mig på min stol og taget 3 billeder af det, der er lige rundt omkring mig lige nu. Det er:



til venstre for mig:
- en bunke med patchworkmønstre
- hæklede lapper, der drømmer om at blive til et tæppe
- min symaskine og retro-syæske
- en kjole til Ida, hvor der lige skal laves lidt småjusteringer



foran mig:
- nålepuder
- bog med snitmønstrer til børnetøj
- pap og ritråd fjernet fra mit patchworktæppe
- min Mac - i fuld gang med at blogge



til højre for mig:
- mere pap fjernet fra mit patchworktæppe
- strygebræt med mit patchworktæppe. Jeg er nu færdig med at sy alle sekskanterne sammen og er ved at fjerne de sidste papstykker og presse sekskanterne i siderne halve, så det får en lige kant. Grunden til at strygebrættet er så lavt er fordi jeg pga. maven får for ondt af at stå op for længe ad gangen. Så jeg sidder mageligt ned og stryger sekskanter. Så kan jeg også sidde og se serier på Mac'en samtidig med. Det virker fjollet, men det fungerer. (Når tæppet er helt færdigt viser jeg det selvfølgelig frem i et indlæg for sig.)

Det er så sådan min arbejdsstation også kan se ud - i bordhøjde.

2 kommentarer

  1. :) Tak for ærligheden, kender alt for godt at det kommer til at flyde herhjemme. Hvis man ikke passer på spreder det sig til andre steder.
    Tæppet ser helt fantastisk smukt ud, glæder mig til indlæg om det.

    Og ps, sej multitasking du der har gang i :)

    SvarSlet
  2. Din krea-plads ser nu også hyggelig ud med igangværende projekter, og det er jo hyggeligt at se hvad der arbejdes på.
    Smukt, smukt tæppe med skønne mønster- og farvekombinationer.

    SvarSlet