Tak tømmermænd!

Det er en rigtig sumpe-søndag i dag, hvilket primært skyldes min ud-og-spise-og-drikke-cocktails-aften i går med mødregruppen. Det var alletiders at pynte sig og tage en tur ud i det københavnske natteliv, mens mændene var hjemme og passe børn. Det var så skønt, at jeg først var hjemme kl 4.00 i morges. Heldigvis gjaldt babypasningen ikke kun i går aftes og nat, men også i morges og hele formiddagen. Det er moren her utrolig glad for, for puhaa de der tømmermænd er ikke just noget der er savnet.

Noget man savner efter sådan en bytur er alligevel sin søde baby. Her er min, som jeg har syet en Elsebeth Gynter-hjelm til. Den er str. 1 år så den flagrer stadig lidt løst om ørene på hende, men tænker den kommer til at passe fint når vi nærmer os slutningen af denne vinter (hvis den da nogensinde slutter?).



Fredag og lørdag var posten forbi med lækkerier fra nogle af mine byttehandler. Der var tapet fra Julie og en fin, fin hårbøjle og papir fra Frk. Tingel Tangel - tusind tak for det.




Og sørme om posten ikke kom endnu en gang i fredags (ja tænk sig, jeg fik pakker leveret hele to gange på samme dag, skønno), denne gang med den fotobog jeg har lavet. Jeg synes den er blevet meget god; kan godt lide opsætningsmulighederne og de skabeloner der er til rådighed. Kvaliteten af selve bogen er også rigtig lækker og det er noget super lækkert papir det er trykt på. Dog synes jeg at selve billederne er blevet en smule forringet i kvalitet, og når det nu er en fotobog vejer dette jo ret tungt i den samlede bedømmelse. Mine mere detaljerede kommentarer samt de 9 andre testpersoners kommentarer kommer på Babybusiness engang efter d. 15. januar.



I går inden den store bytur tog Ida og jeg på udflugt til Spinderiet i Valby, hvor vi udover en masse udsalgstøj til moren også fandt lidt hobbyartikler i Panduro. Så nu skal jeg igang med at sy muffins i filt, stærkt inspireret af dem Rakel har på sin blog og lave perlepladesvampe, som jeg også har set på en eller andens blog, mon ikke det var Karen Klarbæks? Filtmuffins'ne er til en gave og svampene tror jeg skal hænges på en uro ind til Idas værelse.



Oven på denne blandede landhandel af et søndagsindlæg har jeg kun at sige, at én god ting er der ved tømmermænd: Så må man både gå i kiosken og til pizzamanden.


Tak for det tømmermænd!

PS: Opvaskemaskinen virker igen på mirakuløs vis - den skulle åbenbart bare have en timeout på et par dage. Godt man ikke altid er så hurtig til at få gjort noget ved tingene.

1 kommentar

  1. Hej Mie
    Fantastisk med sådan en skønno aften/nat uden barn:-) Det kan være ret så tiltrængt ind i mellem. Det er da også dejligt at man kan svinge med sin mødregruppe- uden børn.

    Jeg har allerede brugt lidt at dit tapet i dag til en ramme, som du kan se på bloggen.
    Kh Julie

    SvarSlet