Update - om Idas tøj, der driller


Det er ved at være noget tid siden, at jeg har skrevet om Idas sensitivitet eller forstyrrelser i følesansen eller hvad vi nu skal kalde det. Det er noget jeg har haft skrevet en del om tidligere her på bloggen og har ladet mig interviewe om til både bøger og blade. Det har med andre ord fyldt rigtig, rigtig meget hos os og særligt hos Ida og det har til tider været et kæmpe frustrations punkt, der har spændt lidt ben for os - og igen, særligt for Ida selv. 



Fra den sidste tid i vuggestuen og børnehaveårene har helt klart været, der hvor det har været sværest, men hvor vi i samarbejde med pædagoger og Ida alligevel fandt frem til nogle handlingsmønstre, der kunne fungere. Vi har derfor selvklart været noget spændt på, hvordan det skulle gå, når Ida kom i skole og skulle til at tackles af et helt nyt sæt voksne og et spillerum, hvor der måske ikke ville være samme forståelse eller tid til "tøj der driller" og tøjskift, der nogle gange tager lidt længere tid for Ida.

Jeg har gjort hvad jeg kunne for at forberede skiftet, bl.a. insisteret på et overdragelsesmøde mellem børnehave og skole og i det hele taget været meget åben omkring problematikken over for skolen og fortalt om, hvor meget det med tøjet kan fylde hos Ida og i hvilken grad det kan gøre hende irritabel. Ydermere har jeg også gjort det klart, at det er med vores fulde accept, at Ida fx ikke klæder sig i fuldt regntøjsoutfit og gummistøvler, hvis de skal ud i regnvejr, men at hun hellere skifter til et tørt sæt skiftetøj, når de kommer ind igen. Og vi er indtil videre KUN blevet mødt med den største forståelse og empati, hvilket har været (og er) en kæmpe lettelse for os.





Hvordan går det så med Idas sensitivitet? Jo, det går sådan set rigtig godt. Efterhånden som jeg har læst og lært en masse om området, så er jeg ret sikker på, at Ida er det man vil kalde Særligt sensitiv, ikke blot på sin taktile sanser, men generelt. Det er ikke noget jeg ser som en diagnose eller noget der kræver særlige vilkår på den måde. Mere som et personlighedstræk, der er med til at gøre hende til den hun er, omend jeg oplever, det giver lidt flere følelsesmæssige knubs i det lange løb.

Tøjet, det er stadig noget der driller. Men i en kombination af, at vi har lært at håndtere det på nogle bestemte måder, fundet frem til de enkelte modeller af leggings der fungerer (og så købt en stak af dem) og så det faktum, at Ida selv er blevet bedre til at håndtere sine følelser, er det nu noget, der ikke fylder særligt meget i vores dagligdags bevidsthed længere. Heldigvis. Men det er der stadig og er der overtræk på overskudskontoen, så kan et skift af underbukser eller bluse stadig medføre hyl og frustrationer. Ligesom det kan være svært at få Ida til at skifte vinterjakken og vinterstøvlerne ud (ikke at det gør så meget dette forår), for nu har hun lige vænnet sig til følelsen af dem. Så ligesom tidligere år, forestiller jeg mig, at Ida nærmest går lige fra vinterstøvler til sandaler i år.

Og modsat tidligere år, så tror jeg ikke jeg gider bruge penge på et nyt sæt regntøj til hende i år. Lige nu har vi et stort set nyt sæt hængende nede i Idas garderobe i skolen, som nu bliver til Evas, og jeg tror aldrig Ida har haft det på ovre på skolen. En dag fandt jeg det nede i hendes skoletaske og spurgte hende, lettere overrasket, om hun havde haft regntøj på. Det havde hun ikke, men de havde været på tur (hvor det vist havde regnet lidt) og som hun sagde: "der var nogle af de voksne, der troede jeg skulle have det på, så jeg tog det med" hvilket meget godt beskriver hendes egen forståelse af hendes situation og hendes måde at håndtere det på i det daglige. I stedet for at tage kampen med en udenforstående voksen, pakker hun blot regntøjet i rygsækken og kommer videre i teksten.



Seje, skøre, egenrådige, dejlige pige!

3,5 dage uden børn



Sen tirsdag eftermiddag vinkede jeg farvel til begge mine piger, min mor og min moster mens de satte sig ind i toget på Valby station med kurs mod Falster. Og de kommer først hjem igen i morgen! Det er godt nok lang tid uden sine børn, synes jeg. De har været væk i lige så lang tid og vist nok også længere tid, før, men jeg synes, sjovt nok, at det er blevet svære ikke at savne dem helt utroligt meget, end det har været tidligere. Men det er nok rigtig, rigtig sundt lige at mærke, at man faktisk er helt vildt glad for at være sammen med sine børn og savner den hverdag de er en del af, når ikke de er her.

SÅ vi husker selvfølgelig også at nyde, denne form for hverdagsfrihed det giver, kun at skulle tage vare på sig selv i nogle dage, ikke skulle smøre andres madpakker, hive andre ud af sengen om morgenen, kun sørge for at man selv kommer afsted til tiden om morgenen og ikke skulle ræse hjem for at nå at hente nogen. Dét er faktisk også ret rart. Og hvad har jeg så fået tiden til at gå med, når ikke alle disse ting har optaget min tid? Ikke det store, skal jeg gerne indrømme og slet ikke alt det skriveri, jeg ellers havde forestillet mig. Også på det punkt har jeg haft trukket stikket lidt. Udover at vi har spist aftensmaden i sofaen foran fjernsynet har jeg


 - startet op på et nyt strikkeprojekt. En simpel glatstrikket trøje til Eva med striber, der er inspireret af vandmelonsskiver. Den er i str. 5 år og på pind 4, så den skulle gerne skride lidt hurtigere frem end min gule voksenstørrelse trøje på pind 2,5 - trængte sådan til lige at lave noget, der rykker lidt hurtigere.



- fået lavet ny sofapude sammensætning i sofaen og givet spisebordet lidt fin børnebeskyttelse med sky-dækkeservietter.


- arbejdet! og endda på min nye pind med den mest fængende udsigt til bagsiden af Vor Frue og kig ned ad gaden.


- ryddet op (igen) på tøsernes værelse og sorteret figurer.


- drukket cola, kaffe og koldskål til morgenmad i dag, fuldstændig som den eneboende studine jeg en gang var :)

Og i aften vil jeg tage hen og drikke en drinks eller to med mine veninder efter arbejde og så ellers bare glæde mig til mine tøser kommer hjem igen i morgen.

Rigtig go' fredag derude.

Danmark spiser sammen

Sponsoreret indlæg


Selvom vi i Danmark efter sigende skulle være noget så lykkelige, så er vi altså også ret så reserverede og tilbageholdende over for folk vi ikke kender - som i kender rigtigt. Vi begynder som regel ikke at snakke med folk, bare fordi vi tilfældigvis sidder sammen med dem i metroen eller bor i samme opgang.



Selv bryster jeg mig gerne af, at jeg er sådan en, der er god til at snakke med andre - også udover, hvad der for nogle kan anses for passende. Jeg kan have svært ved at tie stille over for personerne jeg står i kø med i Netto og blander mig også gerne i samtaler jeg overhører i bussen, hvis jeg føler jeg har noget (relativt) fornuftigt/sjovt/opklarende at byde ind med. Men det er bare ikke sådan folk er flest, når man er dansker og der er faktisk mange, der går rundt hver dag og føler sig ensomme. Ikke at jeg tror, at det nødvendigvis kunne løse sig, hvis bare vi alle sammen plaprede løs ligesom mig. Men man kunne måske øve sig på, at blive lidt mere åben og udadvendt sådan helt generelt.

Ensomhed er noget, der er fokus på hos flere organisationer, fx Dansk Røde Kors, der har lanceret Blomster mod ensomhed kampagnen som jeg fortalte om her (video-kampagnen er udløbet). Nu har også Ældresagen søsat en kampagne mod ensomhed, der hedder Danmark spiser sammen. Som titlen antyder går det ud på, at få flere til at spise sammen for at nedbryde murerne omkring os, komme hinanden mere ved og skabe nye bekendtskaber.




Jeg er vild med initiativet og vil som fyren i videoen også rigtig gerne Like det på Facebook, men så kommer min føromtalte åbenhed altså også til kort. For jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville åbne min hoveddør og lægge hus til en middag for "fremmede". Jeg kan dog rigtig godt lide tanken om, at jeg var sådan en der kunne sådan noget og det har sat en masse tanker igang. Til næste generalforsamling her i vores andelsforening, har vi i bestyrelsen, arrangeret fællesspisning forud for mødet, for netop at skabe lidt mere socialt samvær os naboer imellem. Er det mon nok til at tælle med? Eller måske en spæd start?

Ville du kunne lægge hus til dette initiativ?

Løbehjuls-skate og løbe-måls update

Man kan vist roligt sige, at bededagsferien har budt på lidt af hver sådan rent vejrmæssigt. I hvert fald ud fra, hvad jeg hører (og læser), for personligt har jeg nærmest kun set solen skinne. Lucky me. Men jeg har set billeder af en snedækket have nede hos mine forældre i dag og tøserne har også snakket om, at det sneede igår, mens jeg var på arbejde. Men i forhold til solskinnet, har jeg altså formået at få det meste ud af det, her i den lidt ekstra lange weekend.
Hvem ville have troet, at der skulle falde sne, et døgn efter dette?




Fredag formiddag løb pigerne og jeg, de på løbehjul, jeg på egne ben, en tur hen på den forholdsvis nyåbnede plads Sløfjen på Peter Bangs Vej. Pladsen er blevet by-fornyet her det sidste års tid, forsøgt indlemmet i Lindevangsparken og er blevet en oplagt lille "skater"-plads for løbehjul og små cykler. Den skinnende sol og det sprøjtende springvand var tilsammen en alt for stor fristelse og jeg dømte det på forhånd umuligt, at skulle nægte tøserne at suse igennem det. Selv en mor med en fuld ladcykel, gav sine børn nogle ture igennem vandpjaskeriet.





Da løbeturen hen til pladsen ikke var så forfærdelig lang, tog jeg mig et par runder eller 3 rundt om, mens Ida og Eva susede frem og tilbage. Men mere blev det så heller ikke til med løberiet, da man som bekendt kun skal virke en lillebitte smule optaget af noget andet, førend ens børn for et eller andet akut behov for ens tilstedeværelse. I teorien er det dog stadig en meget god ide til noget intervaltræning af en art, synes jeg.

Til gengæld kom jeg ud at løbe rigtigt i dag. I solskin. Og tjuhej, hvor jeg synes det går fremad nu. Jeg har jo mit beskedne mål, om at skulle løbe 5 km på 30 min. Jeg har tidligere kunne løbe 5 km, men ikke hurtigere end på 34-35 min. Men det er ved at være nogle år siden og jeg synes ærlig talt det er for slapt, ikke lige at kunne nuppe 5k.

Når jeg har haft løbet de sidste par år, prøver jeg at sige til mig selv undervejs, at det er ok jeg ikke er så hurtig, for jeg løber mest for at blive tynd af det ikke for at blive hurtig til det. Men den logik har indtil nu, hverken gjort men tynd eller hurtig. Så nu har jeg sadlet om. Nu løber jeg for at blive hurtig nok til at kunne være min 5 kilometers tid bekendt og så håber jeg, at det får en positiv sidegevinst på sidebenene.


På mine sidste to løbeture er det pludselig gået stærkt med synlig fremgang. For det første har jeg kunne løbe hele distancen uden gå/lunte pauser og jeg har ovenikøbet kunne holde min tid på omkring 7.30 min. pr. km. Dét har jeg aldrig kunne før. Jeg har altid kun kunne løbe langsommere og langsommere. Men i dag løb jeg ovenikøbet 2. km hurtigere end den første. Beviselig fremgang er om noget motiverende og jeg har endda følt mig så kæk, at jeg har foreslået, at vi tilmelder os til DHL på mit arbejde. Også noget jeg aldrig før har ville, da jeg ikke kunne holde tanken ud om, at nogle skulle stå og vente på mig og stafetten, mens jeg langsomt sled mig igennem distancen.

Forbedringerne tror jeg skyldes flere ting, der tilsammen hjælper mig. For det første er jeg begyndt at børste mine ben (og resten af kroppen) med denne ioniske tørbørste, efter jeg så Snegcilles anbefaling af den, netop som jeg fik 400 kr. tilbage i SKAT. Jeg plejer nemlig altid meget nemt at få svien nederst i mine skinneben, når jeg løber, men jeg har ikke oplevet det efter børsten kom ind i mit liv. Ved ikke om det er på grund af børsten, men jeg vælger at tro, den har en finger med i spillet.

Derudover har jeg slukket for musikken mens jeg løber og i stedet hører jeg lydbog. Faktisk tror jeg at dette er en helt afgørende ændring, fordi det betyder, at jeg ikke tænker over, om det er en sang jeg gider lytte til, om jeg heller skulle skifte til en anden, om jeg skal lægge gå-pause ind ved næste sang osv. Med en lydbog flyder historien bare kontinuerligt fremad uden at få mine tanker alt for fokuseret på selve løberiet. Lydbøger er så helt klart løbevejen frem for mig. Et par gange mere på 3k-ruten og så må jeg være klar til at løbe endnu en kilometer på. Jeg tror på det!

Hyggelig brug af klistermærker - DIY


Klistermærker! 

Børn bliver stort set altid glade for et ark, funklende, farvestrålende og går det rigtig vildt for sig, måske også funklende klistermærker. Men som voksen, kan jeg nogle gange have lidt svært ved at se, hvad det er de skal stille op, med alle disse klistermærker. Een ting er dog sikkert, jeg gider ikke, at de ender på tilfældigt udvalgte overflader såsom reoler, bordplader. sengekanten og så fremdeles. 





Men her i weekenden har tøserne syslet med små billedkreationer, hvor de har tegnet en kulisse eller baggrund, hvori klistermærkerne sættes ind og færdiggør historien i billedet. Slet ikke tosset fundet på og giver lige en ekstra konstruktiv dimension til brugen af flotte og fine klistermærker.



Forrige sommer havde jeg også købt en kæmpe pakke klistermærker og to hæfter med blanke sider til hver af pigerne, da vi skulle til Mallorca og her fik især Ida, utrolig meget tid til at gå med at sætte klistermærkerne ind på sider, mens hun digtede historier op omkring motiverne. Mon ikke jeg skulle sørge for muligheder for at kunne gentage den succes, nu hvor vi snart skal ud på en meget lang flyvetur?



Et andet lille krea-tip, der stadig holder, er disse Step-byStep tegnevejledninger fra Djeco. Med meget simple anvisninger får man inspiration til nye tegninger og teknikker - og det kan være en hjælp til både børn og voksne, skulle jeg hilse at sige.





Køkkenhave og havedrømme



NU kører det altså for mig og tomaterne. Jeg havde i dag jord og potter spredt med løs hånd udover hele køkkengulvet og de mange, mange tomatskud blev forsigtigt skilt ad og plantet ud i alle de ledige potteskjulere jeg kunne støve op. De står nu flot og fylder hele vindueskarmen i køkkenet og jeg går og krydser fingre for, at alle de små skud overlever den traumatiske oplevelse, som sådan en omplantning må tænkes at være, for sådan et lille skud.




I disse dage går jeg også og har udvidet havedrømmene fra vindueskarmen og altankasserne ned på græsset foran vores lejlighedsbygning - lige ude foran vores vinduer. Jeg drømmer om, at kunne sende mine børn derned at lege, få det indhegnet og gjort brugbart til en middag en varm sommeraften, til formiddagskaffe på en bænk, mens mine børn tager en tur på et gyngestativ. Drømme, der har fået mig til at nedsætte et haveudvalg i vores andelsforening, der om et par uger skal have generalforsamlingens foreløbige dom over vores arbejde - og drømme. Det er hårdt arbejde, men jeg er stadig helt fyldt op med håb om, at kunne gøre drømme til virkelig. Jeg håber, håber, håber det vil lykkes.


Bits & pieces - uge 16

En efterhånden gammel klassiker her på bloggen med lidt ord og mest billeder af små glimt og tanker fra livet de seneste dage.



To-do-listerne op til Sri Lanka eventyret har indtil videre holdt sig i det mentale, men det hober sig efterhånden op og de nedskrevne lister er næste naturlige skridt i processen.



Eller det er næsten næste skridt. Første skridt bliver på tirsdag, hvor vi i samlet trop tager hen og bliver vaccineret. Avs! Herefter skal vi også have søgt visum. Jeg blev i dag gjort opmærksom på, at der eksistere flere online steder, hvor man kan gøre dette og at det ene er betydeligt mere bekosteligt end det andet. Nogen der ligger inde med links eller råd omkring dette, vil jeg meget gerne gøres klogere, da vi jo langt hellere vil bruge penge på selve ferien end på visum-behandling.



Det gule strikketøj skrider laaangsomt frem ad, men det har nu en gang også sin charme med de der meget langtidssikrede kreaprojekter.


3/4 af familien er blev ny-ekviperet på skofronten fra Angulus. Desværre er kun 2/4 af os endt op med et par sko i en passende størrelse. Så stor nogle og skulle mangle et par superflotte herresko i en stor (men en anelse smal) str. 42, der aldrig er brugt, så giv lyd - vi er klar på en god handel :)


Jeg har desuden begavet mig selv med en ny sommerfarve fra Essie og jeg er lige nu overbevist om, at den kommer til at sidde på mine negle en stor del af denne sæson. Forestil jer bare, hvor fin den kommer til at se ud på tæerne sammen med de cognacbrune nye sandaler.


Ida er så småt på vej til at få knækket den der læsekode, men hun er ikke meget for at øve sig. Ikke herhjemme i hvert fald. Det er derfor lidt med pisk, når læsebøgerne skal findes frem og det er også noget vi forældre lige skal vende os til, kan jeg mærke.


Mine tomatplanter har jeg ikke fået gjort noget ved endnu, men de vokser endnu lystigt videre, så jeg fornemmer det er en stærk sort, jeg har fået fingre i :) Mine planer for morgendagens fridag er dog, at få skilt de mange små planteskud og plantet dem ud i mange mindre potter, som jeg er blevet kyndigt rådet til af et par søde læsere - tak!




Til gengæld ser mine tulipaner ud til at klare sig optimalt ude i kulden uden nogen som helst indblanding fra min side af.





Få pralerier via Bloglovin'

Follow