Det der OL...

Det er så mega hyggeligt med det der OL. Jeg kan på ingen måde påstå, at jeg følger med i én eneste sportsgren eller ved hvem der spiller kampe mod hvem. Men den der fællesskabsfølelse, det giver, at der altid er et eller andet OL i mit TV, hver gang jeg tænder det i disse dage, synes jeg er ret hyggelig. Og så er jeg ret vild med at kigge på alle OL-deltagernes sportstrænede kroppe i fuld aktion. Faktisk så meget, at det blev for meget af det gode for Jesper, da vi sad og så herre-udspring sammen den ene aften - men de er altså ret små de badebukser og det er altså nogle vilde sixpacks de har de udspringere. Helt det samme tænkte jeg også, da jeg så kvindelig beach volley samtidig med at jeg også hele tiden tænkte på, om de ikke konstant har trang til lige at hive lidt ud i de trusser, der er så godt som kravlet ind i nummeren på permanent basis. Selve sportsgrenene kan jeg dog ikke rigtig finde ud af at følge med i (og det var faktisk også gået helt hen over hovedet på mig, at Danmark skulle spille finale i herrehåndbold).



Men så er der det med medaljerne og de glade vindere. For en som jeg, der kan få våde øjenkroge af indmarchen til en gymnastikopvisning, er der dagligt gang i tårekanalerne under afviklingen af et sådan et OL.

Jeg kan slet ikke have det og den anden morgen stod jeg med tåre i øjnene og smurte madpakker, fordi de opsummerede det samlede danske medalje-indtag indtil videre. For slet ikke at tale om, da jeg så Pernille Blume vinde guld i svømning eller ham der badmintonspilleren, der vandt bronze og brød helt sammen.







(billeder lånt her og her)

Jeg kender jo mig selv godt nok til at vide, at jeg har tendens til at være lidt grådlabil, men det er åbenbart ikke noget, der bliver mindre med alderen. Spændende hvordan det vil spænde af om 4 år, når der igen står OL på programmet...:)



Håber I også har haft et godt OL - med eller uden den store tåreflod.





Når det griber lidt om sig


Jeg har fået ryddet godt og grundigt ud og op inde på tøsernes værelse. Skrivebordet er nedlagt, og det virker umiddelbart stadig til at være en rigtig god ide og det har givet den oplagte plads til en KK 3-fold fra by KlipKlap. Det bliver SÅ lækkert at få den derind. Den lysegrå farve som vi jeg har besluttet os for var desværre ikke på lager lige nu, så den går vi utålmodigt og afventer.



Alt imens dette foregår er jeg kommet til at tænke lidt videre i forandringer for børneværelset og en efterhånden gammel ide om en lyserød/rosa væg derinde er blomstret op igen. I dag faldt jeg så også over et par dage gammel indlæg fra Cana Buttenschøns blog, hvor hun havde leget med lidt billedredigering for at give et indtryk af, hvordan en farvet  (sjovt nok også lyserød) væg ville tage sig ud. Det er en god ide, så jeg har prøvet noget lignende og det giver et meget bedre indtryk synes jeg, end mine, ellers hyggelige, håndtegnede skitser.



Desuden konstaterede jeg i dag, at den pågældende væg er (næsten) fuldstændig ligetil at gå til med en malerrulle og det var lige ved og næsten at fristelsen blev for stor til bare at stikke i Dyp i Dyrups og give mig i kast med projektet. Jeg holdt mig dog i skindet, dels på grund af manglende accept fra husets øvrige og i særdeleshed værelsets beboere og dels fordi sådan en KlipKlap er en rigeligt stor økonomisk udskrivning for en måneds budget, så maling må liige vent lidt endnu.



Ja, det kan nogle gange gribe om sig med sådan en oprydning. Heldigvis går det ikke på nogen måde ud over tøsernes mange lege på gulvet. De fortsætter lystigt skrivebord, KlipKlap madrasser og lyserøde vægge eller ej.

Søndag i farver #4



Denne forgangne uge har været en noget ikke-normal agtig uge. Heldigvis på den gode måde. Ida er startet i 1. klasse, Eva er begyndt at skulle have eftermiddagsmadpakke med, der har været CIFF og messebesøg med arbejdet og ugen har i det hele taget båret præg af, at have været en lidt anderledes arbejdsuge med oprydning og færdigindretning, inden der fredag blev holdt stor indvielse af de nye kontorlokaler. Alt sådan noget synes jeg er lidt hyggeligt og spændende og jeg kan godt lide, når hverdagen ikke altid bare ligner sig selv. Men jeg må indrømme, at jeg også ser frem til en mere "standard" uge, når jeg møder ind igen mandag morgen. Selvom man aldrig helt kan vide, hvad en arbejdsdag ender ud med at byde en, der hvor jeg er.

Weekenden bød lørdag på en årligt tilbagevendende tradition med nogle af vores venner og alle vores børn, hvor vi tager en dag på naturlegeplads, laver mad over bål og hygger, leger og snakker. Efter en ikke helt tør indvielsesfest på mit arbejde aftenen forinden, faldt cola og grillede pølser sidst på formiddagen på et rigtig tiltrængt sted og da vi sidst på eftermiddagen returnerede til Frederiksberg, var jeg heller ikke opretstående i særligt mange minutter førend sofaen overmanede mig til verdens bedste morfar.

Det er i situationer som nævnte, at jeg virkelig værdsætter, at vi efterhånden har fået os nogle store tøser. For jeg kan godt huske, hvordan det ellers har været at komme hjem fra lignende arrangementer og så skulle slå om, hvem der fik den første lur og hvem der tog den første underholdningstjans. Den tid er forbi og ens tidligere overhovedet-ikke-nok-værdsatte-frihed til at tage sig en lur, når man lystede er stille og roligt vendt tilbage. Dét er altså en lille lykke, der er værd lige at stoppe op og dvæle lidt ved.

Til morgen blev jeg yderligere mindet om tiden, der er fløjet af Facebook og dets reminder om, hvordan mine 2 tøser havde taget sig ud, denne morgen for 5 år siden (og så er det man skal huske at dvæle ved og minde sig selv om, at det er super dejligt, at de er blevet så meget større nu - for hold nu helt op, hvor er de bare kære og søde de 2 små korthårede bøllepiger vi havde lige for lidt siden).

Og så har jeg for en sjælden gangs skyld, allerede smurt madpakker her til aften. Jeg bliver altid sådan lidt ekstra vild med mig selv, når jeg for gjort sådan nogle ting. Hverdagslykke for the win!

Spændende nyt

Som hovedregel elsker jeg alt, hvad der er nyt og fornyelser og i dag er en dag, der indeholder flere af slagsen.



Denne perfekte lømmel af en 7-årig starter i dag i 1. klasse, hvilket har givet hendes forældre anledning til at dvæle og mindes, at det kun lige er et lille øjeblik siden, at hun var en lillebitte bølle, der syntes en papbog og en brødskorpe var noget af det bedste man kunne tilbyde hende. Og lige om lidt tager jeg så hen og afleverer hende i 1. klasse. Det virker på en måde en smule uvirkeligt.



Efter en forhåbentlig veloverstået aflevering suser jeg videre ind til Forum, hvor CIFF kids slår sine folder i disse dage. Og jeg glæder mig som altid, som et lille barn til at se og snuse nyheder og ikke mindst se, hvad vi beslutter, vi skal have på hylderne i Karrusella.

Nyt er spændende!

Der kommer formentlig lidt derudefra på SnapChat: mie_mangelsen

Min træning og jeg - det går godt




Jeg er blevet sådan en, der sætter vækkeuret søndag morgen og står tidligt op for at cykle til træning. Jeg er ovenikøbet også blevet sådan en, der står ekstra tidligt op på en hverdag, for at kunne nå en times træning inden arbejde. Det havde jeg egentlig aldrig troet om mig selv.



Jeg synes bare, at det der reformer træning er top godt og benhårdt på den helt rigtige måde og jeg har lyst til at få alle til at prøve det, så de selv kan opleve det, men jeg ved også godt, at det nok ikke er for alle. Ligesom med løb. Som jeg efterhånden har erkendt ikke rigtig er noget for mig. Eller jo, det er det. Jeg er bare ikke særlig god til det og jeg er slet ikke god til træning med den grad af frihed under ansvar som løb giver mig og jeg kommer nemt til at hælde mere til friheds end ansvarsdelen. Så det er ikke blevet til mange meter i løbeskoene, siden jeg er startet til reformer. Det har stresset mig lidt i forhold til DHL-løbet her sidst på måneden, men har i dag valgt, at det ikke længere skal gå mig på og det løb må gå som det går - også selvom det bliver mig der går :)

Her i juli måned har jeg i gennemsnit fået trænet 5 gange om ugen og det har været virkelig godt og en god kickstarter, men jeg er lidt tvivlsom om hvorvidt det på samme måde kan lade sig logistisk gøre, nu hvor ferietilstanden for alvor er ved at ebbe ud og afleveringer og afhentninger igen skal koordineres med ind i puslespillet. Men jeg satser på det. For jeg kan mærke, at jeg har det rigtig godt med det og begynder så småt også at kunne se nogle konkrete forandringer. Fx er mit maveskind blevet en (lille) smule strammere og "blobben" under navlen er blevet omtrent 4 cm mindre i omkreds. Målt i gram og kilo ved jeg faktisk ikke om der er røget noget, for vi har ingen badevægt og jeg har ikke været forbi en siden i et træningsrum på det ene hotel på Sri Lanka. Til gengæld kan jeg godt huske, hvad den fortalte mig, for den afstedkom en lidt slukøret eftermiddag for mig, efter jeg havde betrådt den. Så næste gang jeg støder på sådan en sandhedssiger, er jeg spændt på om den har noget sjovere at fortælle mig. Indtil da nøjes jeg med at nyde fornemmelsen af en krop der langsomt bliver stærkere.


Søndag i farver #3



Denne søndag har været sådan en rigtig sumpe-søndag på den helt rigtige måde. Ingen har haft ambitioner om andet og selv vejret har været med os og fordret ren indehygge.

Mens det endnu var morgen og solskin cyklede jeg dog af sted og tog en times power reformer i Energii's nye center her på Frederiksberg. Det giver dejligt nye muligheder med et center så tæt på hjem.

Da jeg returnerede hjem lå familien stadig og snuede oven på et grill-komsammen i går, der trak ud til ret sent, så alle mand var trætte og pigerne kom først op og krævede morgenmad hen ad 11-tiden. I skrivende stund (18.31) sidder Eva derfor nu inde foran fjernsynet og spiser aftensmad og kalder det for frokost. Ida ligger ved siden af hende med sin dyne i sofaen og hepper højlydt på, at Harry Potter klarer skærerne i De Vises Sten. Det er med andre ord, søndag helt uden konstruktion af vanlig karakter og det er ganske hyggeligt.

På sofabordet herhjemme lå pludselig dette billede af mig. Det er fra den sommer, hvor jeg blev student, husker jeg. Men hvorfor det lige lå der og hvad det har været brugt til, siden det er klippet ud som det er, erindrer jeg ikke. Jeg kan også huske, at det er fra en tid, hvor jeg havde det rigtig godt og det fik mig til at tænke, at jeg lige nu (stadig) føler mig nærmest nøjagtig som den unge pige på billedet der - altså rigtig, rigtig godt!

Men stuen flyder også med samlede puslespil og en skovtur Eva inviterede på tidligere. Skufferne er tomme for rent tøj, køleskabet for mad og i morgen banker mandagen igen på med sine krav om både rene underbukser og smurte madpakker. Ikke så snart er dette indlæg derfor udgivet førend jeg hanker op i mig selv og tornado'er lidt af de der voksenting igennem, inden jeg igen vil lade mig suge tilbage i sofaen med kaffe og strikketøj og nyde det allersidste stykke søndag.

Strikkestatus

Status på min strikkesituation er pt. den, at jeg ikke fik gjort Evas trøje færdig førend jeg startede på det nye projekt, en trøje til mig selv. Det vidste jeg godt lidt ville ske, men jeg skal nok få den færdig. Den nye trøje er nemlig i et noget mere opmærksomhedskrævende mønster end jeg lige er vant til, så når jeg trænger til noget mere simpelt til afveksling, er det godt at have 2 halve ærmer på Evas trøje, der venter på at blive lavet.



Den nye trøje har jeg netop i går aftes, slået op til for 4. gang(!) Det er efterhånden et fastslået faktum her på bloggen, at beslutsomhed ikke lige er min allerstærkeste side, og denne gang er ingen undtagelse. Derfor måtte der også hele 3 sendinge garn hjem til mig før jeg følte jeg fik den helt rigtige farve slået op på rundpinden.



Så gik det også godt derudaf nogle aftner og efter jeg fik investeret i sådan en tingenot at en snoningspind, fik jeg også nogenlunde styr på snoningerne i opskriften i nogle runder. Lige indtil jeg i går aftes opdagede, at jeg havde lavet hveranden række af en mønsteromgang forkert. Ihhh! Og så prøver man at strikke lidt videre og tænke, det gør måske ikke noget... Og så sidder man lidt og kigger og tænker og ved inderst inde godt, at nu skal man bare starte forfra igen selvom man ikke helt kan overskue det, men heller ikke kan overskue at strikke videre på et arbejde, man ved har fejl i.



Til gengæld kan jeg denne gang glæde mig over, at jeg nu (formentlig) for det helt rigtigt, det med snoningerne, nu hvor jeg allerede har gennemprøvet mønsterrapporterne et par gange hver. Vi kan jo kalde det en strikkeprøve og sige det var helt med vilje :)

Få pralerier via Bloglovin'

Follow