Ugeportrætter - uge 7



Ida; befinder sig på det der lidt underlige sted mellem at være et lille og et stort barn. Ikke altid det letteste sted at befinde sig i tilværelsen. Slet ikke når man tænker så meget over tingene, som Ida gør. Hun vil både gerne fremstå som en stor pige med ditto interesser og vil samtidig rigtig gerne lege med og ønske sig legetøj og bamser. Så er det heldigvis dejligt at have en lillesøster, der helt uden nogen som helst bekymringer stadig leger rigtig, rigtig meget - og de to kan lege sammen i timevis til stor gensidig glæde.



Eva; den "nemme to'er" og den heldige lillesøster, der har en storesøster, der hver dag glæder sig helt vildt meget til at komme hjem og lege med hende.

Børn, mad og soja



REKLAME

Vidste du, at soja er over 6 måneder om at blive fremstillet? Til gengæld er det lynhurtigt at bruge som salt smagsforstærker i alt mulig slags mad. Udover sushi (selvklart) bruger jeg selv soja til at riste mandler i til snacks, til at wok-lynstege kylling i og over ovnbagt laks. Mine børn elsker den eksotiske kombination; ris med soja - der har reddet mere end et restaurantbesøg og take away måltid.



Nu har Kikkoman, kongen af soja produkter siden 1630, netop lanceret en økologisk version (yeah!) af den klassiske soja sauce og i den forbindelse har jeg afprøvet en opskrift på en japansk-inspireret bolognese med squash og auberginer og selvfølgelig soja. Klog af skade kogte jeg også lidt ris til og begge børn nød et dejligt måltid med ris og soja sauce :)



Den økologiske soja sauce skulle være at finde på hylderne i butikkerne allerede ved siden af de øvrige gode Kikkoman produkter.

Ugeportrætter - uge 6

Når de står stille nok til det, er noget af det bedste jeg ved, at nærstudere mine børns ansigter. Kigge efter de der små kendetegn fra deres små babyansigter og huske, at det stadig er dén lille baby, der er blevet til det store, funktionsdygtige barn, jeg står over for i dag.



Ida, med hendes små mandelformede, blå øjne, ar fra skoldkoppernes indtog, da hun var 8 måneder gammel og den lille næse, der altid bliver rød om vinteren og fregnet om sommeren.



Eva, med hendes store, dybe øjne, man kan blive helt væk i at kigge på...

Eva Elisabeth 6 år!


For en lille uge siden blev min lille Eva 6 år! Vores lille basse baby er blevet en stor pige. Det er en smule svært at forstå, men på en eller anden måde helt og aldeles passende for den store, søde, sjove pige Eva er i dag.


På selve dagen, der i år faldt på en lørdag, var vi til dobbelt 70 års fejring hos pigernes farmor og farfar. Men om morgenen var der selvfølgelig stadig tid til sang, flag, morgenbord og et mindre bjerg af gaver til fødselsdagsbarnet. Og et stort blåt 6-tal i vinduet som overraskelse til Eva, da hun vågnede. Ida havde også sådan et i guld, da hun (for et kort øjeblik siden) fyldte 6 år.



Min ambition var da, at gemme tallet, men jeg blev træt af ikke at vide, hvor jeg skulle gøre af det, så det røg ud i sommers. Faktisk tror jeg også Eva blev ekstra glad for tallet, da hun kunne se, at det var helt hendes eget i blåt og ikke et nedarvet 6-tal guld :)



Søndag holdt vi en fødselsdagsbrunch herhjemme, som Eva insisterede på indeholdt spaghetti med kødsauce med cocktailpølser i - så det gjorde den selvfølgelig :) Og så indeholdt den selvfølgelig fødselsdagssang, lagkage, lyspusteri og storesøsterkram.



Ugeportrætter - uge 5

Det er en sand fryd at hente glade børn fra institution. At det så betyder man i ny og næ får en omgang ansigtsmaling med i køber gør ikke så meget. Det slår stadig alternativet med sure, tvære og eftermiddagstrætte børn.

Og glade veloplagte børn, giver af og til de bedste guldkorn med på vejen og giver en et lille ekstra smil på læben, selv på en halvmørk cykeltur hjem en eftermiddag i februar.



Eva; "mor ved du hvad der er smartere? Altså, det er smartere at have fødselsdag, for så får man jo legetøjet gratis i stedet for selv at skulle gå ud og købe det med sine egne penge"



Ida; "ved du faktisk godt hvad gnister er Eva? Det er faktisk ILD. Bare sådan en slags som børn godt må lege med"

Ugeportrætter - uge 4


Tiden flyver simpelthen af sted. Det er vel efterhånden et solidt fastslået faktum. I 2014 præsenterede jeg hver uge et portræt af mine børn, og det var utrolig fantastisk at følge deres udvikling så tæt og hver uge overveje et par ord om dem hver især, som billederne fik med på vejen.

Nu er det allerede 2017 og et forsøg på at bremse tiden bare en lillebitte smule, synes som et endnu mere presserende behov en nogensinde før, når jeg sammenligner det småpiger jeg portræterede i 2014 og de tøsebørn jeg omgiver mig med i dag.

Derfor vil jeg igen kaste mig ud i en omgang ugeportrætter her på bloggen. Jeg besluttede mig egentlig allerede for det i slutningen af sidste år, men som det netop er temaet i skrivet her, har tiden igen taget fusen på mig og jeg fik først kridtet kameraet til et portræt i uge 4. Så her starter vi altså. Ida og Eva i uge 4 i 2017.


Eva; lige straks fylder hun 6 år(!), har tabt de 2 tænder i undermunden, der også var de første 2 tænder hun fik, da hun var omkring 4 måneder gammel. Smilehullet i kinden bliver ofte blottet og er et af de første kendetegn jeg bemærkede ved hende, da jeg første gang fik hende i mine arme.


Ida; vores temperamentsfulde store pige, der hver dag formår at gøre mig skiftevis strålende stolt og mavesårsulmende frustreret. Hun kan læse, skrive og regne og sende os beskeder fra elevintra. Hun elsker at glæde og overraske andre og at lege med sin lillesøster.

Mad på bordet - den evige kamp




Det er altid og har altid været, en lille kamp for os herhjemme at få lavet aftensmad. Planlægge det, handle ind til det og samtidig sørge for det er forholdsvis sundt og varieret og, at alle kan lide det. Det er overhovedet ikke noget der er nemt for os. Ingen af os har en interesse for madlavning, men alle har vi en holdning til det vi putter i munden. Det er, langt hen ad vejen, et nødvendigt onde i hverdagen, som vi så alligevel har ret høje forventninger til.

Ja, det lyder en anelse dystert for en snak om aftensmad at være. Men sådan føles det faktisk.  Og oven i det kan man så toppe det, med den dårlige samvittighed jeg også får over ikke at lave nok hjemmelavet, sund mad til mine børn. For slet ikke at tale om min manglende inddragelse af selvsamme børn i madlavningens processer. Noget især Eva udviser stor interesse for.

Sidste år tog jeg derfor en aktiv beslutning om at prioritere at lave mere hjemmelavet mad her i familien. Det har hjulpet og blot understreget, at det (selvfølgelig) er måden at gøre det på. Men det er bare virkelig svært at ændre vaner og interesser og det er gået sådan lidt frem og tilbage med alle de gode intentioner på aftensmad-fronten.

Hvad I måske allerede har luret, så bygger alt dette selvfølgelig op til et mellemstort MEN NU. For jeg har nemlig sæt lyset nu og fundet svaret på min meget bredt skyggende hverdagsbyrde, nemlig måltidskasser! Helt ærligt, hvorfor har vi ikke gjort det noget før? Jeg har kigget på det før, men har ikke lige kunne overskue det. Både fordi jeg umiddelbart syntes det virkede lidt dyrt og fordi jeg stadig mindedes de grøntsagskasser vi en overgang (for 8-9 år siden) havde abonnement på og som på ingen måder løste vores madlavnings issuses. De var blot endnu en kilde til dårlig madsamvittighed, da vi alligevel ikke fik brugt størsteparten af grøntsagerne, sjældent havde mod på de medfølgende inspirationsopskrifter og altid endte med at smide en del ud, der blev for gammelt.



Men nu har jeg altså kastet mig ud i børnefamiliekassen fra Aarstiderne og halleluja, hvor er jeg glad for det. Vi får til 3 måltider om ugen, hvilket dækker mine mad-dage og jeg føler det som om en kæmpe byrde er løftet fra mine skuldre (og hvis jeg var Jesper, ville jeg også bestille til hans mad-dage ;) ). Jeg skal ikke finde på, hvad vi skal have at spise og jeg skal ikke handle ind til det! Desuden er opskrifterne til de her børnefamilie måltider utroligt simple og hurtige, så en som mig ikke går kold i dem og det er overskueligt også at have børnene med ind over madlavningen. Ja, jeg går faktisk og kan se helt frem til at skulle lave selve måltidet nu. Og bedst af alt, så smager maden godt og selv den ellers tidligere så kræsne Ida kaster sig over hvert måltid med en madglæde vi ikke har set hos hende siden hun var 2-3 år gammel. Jeg er fan af det!

For en god ordens skyld vil jeg lige pointere, at dette indlæg ikke er sponsoreret af andet end min egen umiddelbare begejstring :)