Skønne altanliv!



Vores altan er bittelille, man kan bedst side 1 person derude ad gangen, og sidder man 2, kan den ene ikke komme ind i lejligheden uden den anden rejser sig. Men vi har en altan. Ja, fakstisk har vi 2. Begge lige små. Men det er kun den ene vi sådan rigtig har indrettet til at være på - den med sol det meste af dagen. Jeg drømmer dog om at få en lille bænk ud på den anden, så man lige kan sidde derude med en kop et-eller-andet og få den sidste eftermiddags- og aftensol.


Jeg byttede gerne mine 2 små altaner ud for én stor. Da vi boede på 5. sal uden altan, byttede jeg gerne til bare en enkelt lille altan. Sådan vil mere som regel gerne have mere. I bund og grund er vi ret tilfredse med det vi har her. Især nu, hvor vi også har en have vi kan daffe ned i, når vi har brug for lidt albueplads eller bare gerne vil være flere ude samtidig.







Hvert år føler jeg, at jeg får mere og mere styr på altanerne og deres flora. I år er ingen undtagelse. Jeg har fået udskiftet altankasserne på begge altaner. De viste sig også, ud over at være temmelig triste at se på efterhånden, at være godt møre. Dersuden er der hele 3 planter, der har overlevet at overvintre og nu skyder grønt og flot igen. Det har jeg aldrig prøvet før.



I stedet for én stor altankasse på hver altan, har jeg hængt en blanding af potter og holdere på den ene side og den flotteste altankasse (som jeg fandt i Altanbutikken) og nogle enkelt-potter på den anden.





Den lokale planteskole er blevet besøgt og sammen med nye planter har jeg fået tomatplanter, et lille chili-skud og pelargonier fra min mors have og Eva og jeg har sået koriander-frø, der så småt er begyndt at skyde små spirer op. Det er pænt og tilfredsstillende! Tænk, at man sådan kan få noget til at gro, bare lige ude på sin lillebitte altan.







Tænk sig at det skulle komme til mig. At jeg sådan ved hvad både stauder, løglasagne og geranium er og at jeg rent faktisk sætter pris på det. For bare nogle år siden, troede jeg fx at en staude, var én slags plante, som skulle stå i et stativ - I ved, sådan lidt staudet op... Læringskurven har især været stejl efter jeg nedsatte et haveudvalg her i min andelsforening og fik nogle meget havekloge mennesker til at være med. Det er uvurderligt.



Og hvilken bedre anledning til at nyde både altan og have end med denne solbeskinnede bededagsferie? Håber I alle har haft en skøn en af slagsen. 

Evas mavepine...

Dengang jeg var barn, havde jeg tit ondt et eller andet sted. Ikke alvorligt, det kunne jeg godt mærke allerede dengang. Men ondt, ikke desto mindre. Og så blev jeg tit svimmel. Det var i en grad, hvor jeg fortalte det - hver gang. Men da det jo (heldigvis) aldrig var alvorligt, blev det til "Mie har smerter" eller "nårhh, har du nu smerter igen". Jeg blev til barnet der havde "smerter" - sagt på sådan en lidt Maude-agtig facon. Det har flere gange gjort mig ret frustreret som barn, for jeg sagde vitteligt aldrig, at jeg havde ondt, hvis ikke det var sandt. Jeg skulle måske bare have forstået det der Peter og ulven-koncept lidt hurtigere, end jeg rent faktisk gjorde:)

Det pudsige er, at jeg som voksen, faktisk har en ret høj smertetærskel. Svimmel bliver jeg dog stadig ofte, men har med tiden fundet ud af, at jeg har lidt lavt blodtryk og vist også, hvad man kan kalde understimuleret vestibulærsans.

Nå, men sagen er den, at jeg i Eva på mange måder har fået et barn, der er en lille klon af mig selv. På alle mulige områder. Hun kan f.eks. bruge meget lang tid på at fortælle om erhvervelsen af hver en lillebitte rift og hudafskrabning fra dagens gang i skolegården. Hun får enormt ondt i sine ben, hvis der er udsigt til at skulle gå meget mere end 300 meter. Og hun skal altid liiige på toilettet eller hente noget et andet sted, når der skal ryddes op eller tages af bordet. Det kan vi godt tage med et gran salt og et plaster i ny og næ.

Mavepine kan til gengæld, hverken ses, gives plaster på eller ignoreres - i hvert fald ikke, når den kommer flere gange om ugen. Og det gør den hos Eva og jeg har virkelig svært ved at greje den.

Jeg synes det startede i sommers, hvor mavepine blev til opkast et par gange mens vi var på ferie. Begge gange som følge af en større sukkerindtag, hvorfor Eva prøvede ikke at spise sukker i en periode. Det hjalp, indtil det ikke hjalp længere. Mavepinen kommer hele tiden igen. Sjældent med opkast til følge, andet end når hun er "rigtig" syg. Der er nemlig ikke anden sløjhed eller feber at spore hos Eva, når hun klager over mavepine. Vi har derfor også været omkring trivsel i skolen og haft pædagoger og lærer involveret i den henseende. Men hun synes også at trives godt.


Det kommer som regel i forlængelse af måltider og ikke nødvendigvis, når hun har spist specielt meget. Derfor er vi nu begyndt at føre en måltids- og mavepinejournal i et forsøg på at se om vi kan finde en rød tråd i, hvornår mavepinerne opstår og samtidig også vise Eva, at vi tager hende alvorligt og gerne vil hjælpe hende. Problemet er bare, at hvis jeg spørger, så svarer hun næsten altid ja til, at hun har en lille bitte smule ondt i maven... Vi må derfor forsøge om vi kan skelne mellem, hvornår hun selv kommer og klager over mavepine. Men nøj, hvor er det altså svært, for stort set alt på et barn, udmunder sig jo i mavepine...



Min plan er at forsøge med denne dagbog i nogle uger endnu og hvis det stadig er et problem, må vi tage til lægen og få en snak om, hvad vi kan gøre. For jeg bliver efterhånden nødt til at komme et svar, en løsning, en kur - bare et eller andet, nærmere omkring den mavepine, ellers får jeg alt for dårlige mor-nerver.

Skulle der sidde nogle af jer derude, der har erfaringer med noget lignende, hører jeg selvfølgelig også meget gerne fra jer :)

Fællesskab og fælleshave



Det er nu 2 år siden, at vi brugte foråret på at grave ud til fælleshave i den andelsforening, hvor vi bor. Hele foråret og sommeren 2017 stod den på opgravning, nedgravning, beplantning og vanding af mange meters bøgehæk samt fliselægning til 2 terraser. Det var sjovt og det var hårdt. Heldigvis i den rækkefølge og heldigvis mest sjovt. Især, da vi endelig kunne se, hvordan det tog form. Og fordi vi var flere om det, føltes det heller ikke helt så uoverskueligt, da det hele nærmest bare var et stort vildnis af jord, huller og opgravede brosten. Fællesskab kan altså noget.



Sidste år var derved vores første sæson med have og året, hvor det "kun" handlede om at gøre haven flot og brugbar. Vi anlagde bede og plantede stauder for en mindre formue og tog nogle ret vilde ture til planteskolerne i området. Jeg indkøbte havemøbler og havespil til fælles brug og der blev flere gange nydt fredags-gin på terrassen mellem naboerne i løbet af sommeren og ligesom flere brugte haven til egne arrangementer. Fuldstændig som jeg havde drømt om, det skulle være. Mere af det tak!

Skulle I have glemt det, så var sommeren 2018 også hedebølgens sommer og ligesom alle andre haver, led vores noget så gevaldigt i varmen og vores stakkels bøgehæk, der stod der og visnede midt i sin allerførste vækstsæson. Av, av. Og de nye stauder... Vi gjorde hvad vi kunne. Gav hækken gødning, så der lugtede utrolig landligt i en lille uges tid. Vandede så længe det stadig var forsvarligt og har ellers gået og krydset fingre.



I disse dage pibler det heldigvis frem med lysegrønne blade nede på vores hæk og det ser ud til at alle buske, på nær vist et par stykker, har overlevet tørken 2018. Det samme ser mange af stauderne ud til at have gjort. Det er så vildt at se nu, hvordan der dag for dag, ja nærmest time for time, er blevet endnu mere grønt og frodigt dernede.



Næste weekend flytter loungemøblerne ud igen, når sæsonen for alvor skydes igang med foreningens arbejdsdag. Her i det gode vejr er vi dog allerede begyndt at bruge haven igen, hvilket jeg også kan se flere af vores naboer er.



Det er ligesom vi alle sammen pibler ud af vores vinerhi og begynder at se mere til hinanden igen. Jeg er så vild med det og jeg er vild med det smukke forårsvejr vi har os lige nu. Og lige nu, i denne uge er vores kirsebærtræer sprunget ud. De er altid lige et par uger senere på den end de berømte af slagsen på Bispebjerg, men så meget desto bedre kan vi forlænge nydelsen lidt.