Dermalogica exfolierings kur

ANNONCE / OMTALE



Dermalogica er for mig et meget effektivt, dyrt og lækkert hudpleje mærke. Havde jeg råd til det, ville jeg med glæde rense, tone, fugte og skrubbe min hud med Dermalogica produkter hver evig eneste dag. Det har jeg desværre ikke, men når der skal falde lidt af deres produkter af, kan der altså spares lidt, ved at købe dem fra Billigvoks.dk.



Lige nu, har Billigvoks ladet mig afprøve Dermalogicas Daily Resurfacer, der er en exfolierende behandlig, der kan bruges hver dag. Bøtten indeholder 35 applikatorer eller serviet-lomme-puder man tager over fingeren og smører rundt i ansigtet efter afrensningen.


Jeg tænker, at sådan en 35 dages koncentreret exfolierende indsats er et godt boost, man med fordel kunne gentage 1-2 gange årligt for en opfriskning af huden. Efter de første par uger kan jeg i hvert fald tydeligt se, at min hud er mere udjævnet og det føles som om den gennemfugtes bedre af min ansigtscreme, jeg kommer på efterfølgende.

En afsluttet affære

Fredag var det endnu en gang blevet tid til min, nu årlige, kontrol på Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet. Det er hverken rart eller sjovt, men på en eller anden måde er det en smule betryggende - i hvert fald, når det er vel overståede besøg.

Denne gang var det dog et anderledes besøg. Min læge startede med at fortælle at alle blodprøverne stadig så fine ud og spurgte til mit velbefindende, der også var godt. Herefter lidt småsnak om min sygdomsform, mit operations-ar og lymfevæsker.
Og så..

Så sagde han, at de ikke behøvede at få besøg af mig længere og at jeg nu ville blive afsluttet som patient på Hæmatologisk afdeling. Jeg takkede for god behandling, omend det har været en blandet fornøjelse, vi gav hånd og så blev jeg ellers sendt af sted uden en ny aftale i kalenderen.



På trods af jeg, ved mit sidste besøg for et år siden, var blevet stillet i udsigt, at næste besøg kunne blive mit sidste, så var det alligevel en underlig oplevelse, sådan at få det eksekveret. En smule paf fandt jeg hen til elevatoren, der for en sjælden gangs skyld var ganske tom, hvorfor jeg så mit snit til lige at skyde lidt elevator-selfies af og poste et indlæg på Instagram med min nye status som eks-patient. Da først del-knappen var blevet aktiveret fik jeg en kæmpe klump i halsen og gik med tårer i øjnene og i en form for trance ud for at finde min cykel på Juliane Maries vej.



Det var så mærkelig en følelse og en fornemmelse af, at sige farvel til stykke af ens liv, der både ligger så langt væk i min bevidsthed allerede og alligevel har fyldt så meget og stadig fylder meget i mig og den person jeg er i dag. Jeg kunne faktisk slet ikke finde ud af, hvad ben jeg skulle stå på, for slet ikke at tale om, hvilken vej jeg skulle vende min cykel for at komme hjem.




I stedet vendte jeg mig og tog et billede af Rigshospitalet uden for opgang 4 og mindedes alle de torsdage jeg har tilbragt derinde. Mindedes den gang jeg stod og ørlede i busken til venstre for mig, efter en endt kemo-behandling, hvor de kvalmestillende piller ikke kunne blive nede. Mindedes regnfulde sommerdage, hvor jeg har siddet og kigget ud af vinduet oppe på tredje og drømt om frihed fra behandlingen. Mindedes den kolde vintermorgen, hvor jeg mødte grædenede op på lægens kontor og på det nærmeste tiggede om, ikke at skulle igennem de sidste tre behandlinger.
Mindedes det hele og tog afsked. Forhåbentlig for altid.



Og så cyklede jeg hjem.

Købte lunt franskbrød på vejen, hentede tøserne tidligt og fejrede frihed, fredag og familieliv med franskbrødsmadder med syltetøj og streaming af ugens afsnit af Den Store Bagedyst.

Det kunne ikke have været bedre.


Et smut til Paris



Forrige uge var jeg en tur til Paris med mit arbejde og som det forlyder sig, er Paris jo altid en god ide. Det var det bestemt også denne gang. For selvom det var i arbejdes medføre, var der også tid til både god mad og lidt sightseeing på vej fra sted til sted.



Ad tilfældige veje kom vi til at både bo og spise i denne Sines fodspor, hvilket selvsagt var fortræffeligt. At følge andre folks gode anbefalinger er virkelig en stor anbefaling værd i sig selv. Særligt når tiden ikke er til at gøre sig sine egne erfaringer (og fejltagelser). Og jeg har en chef, der er rigtig god til at gemme og huske anbefalinger og rejsetips fra dameblade ol. og således kunne vi uden det store tidsspild spankulere fra det ene gode spisested efter det andet, uden på et eneste tidspunkt at gå skuffede der fra.





Messen, der jo var den primære årsag til at vi var dernede, var stor og overvældende og fyldt med alt fra skrammel (seriøst! man undrer sig over, hvad der kan være et marked for) til uundværligheder af den ene og den anden slags og 9,5 time fik hurtigt (trætte) ben at gå på.









Først på vores vej derned, slog det mig, at jeg tidligere havde været en lille smule bekymret over netop at skulle til Paris af sikkerhedsmæssige årsager, men at jeg fuldstændig havde glemt det igen - lige indtil der i security køen vel at mærke. Som vi spankulerede rundt i byen, var det (heldigvis) heller ikke noget der fyldte mine tanker særlig meget, men det lå alligevel i baghovedet. Særligt i aftentimerne, når man passerer den ene fyldte og hyggelige café efter den anden og forestillede sig, hvordan en lignende hyggelig aften ude, pludselig forandrede sig til det værst tænkelige.



Alligevel er Paris stadig Paris og det er stadig en fornøjelse at se og gense dens smukke gader og ikoniske seværdigheder.





På trods af, at vi kom en del rundt, blev det pludselig tid til at skulle hjem og den lovede rejse-gave til tøserne blev erhvervet i lufthavnen; 2 miniature Eiffel tårne, der heldigvis vakte begejstring, nok ikke mindst fordi de blev akkompagneret af mors hjemkomst - og 2 rør med Smarties chokoladeknapper...






Ubudne krible-krable gæster - en gang skulle åbenbart være den første

I vores 7,5 årige karriere som børnefamilie er det indtil videre lykkedes os at gå fuldstændigt fri, hver eneste gang, der er blevet annonceret "Vi har tilfælde af lus" i institutionerne. Men da vi i går afleverede pigerne til overnatning hos farmor og farfar, bemærkede jeg, at Eva kløede sig nogle gange i håret på vej derud i bilen. Og hun gjorde det igen, da vi hentede dem.


Det trænger nok bare til at blive vasket, tænkte jeg og smed dem begge i bad inden aftensmaden. Lige da vi begyndte at spise tog jeg min egen børste og redte Evas hår igennem for at sætte en elastik i, så hun ikke fik hår ned i maden. Og nu da jeg havde børsten fremme, skyndte jeg mig også lige at rede Idas våde hår igennem...

Midt i maden sad jeg og kiggede på Eva og tænkte på, hvor pænt det er til hende, når hun får håret sat op og væk fra ansigtet. Anden gang jeg gjorde dette, fik jeg kigget op i hendes hår og lige dér kravlede der en mo****f****r stor lus rundt i hendes hår. Jeg troede faktisk et øjeblik, at det var en af de der små bananfluer, der var landet i hendes hår, men da jeg ville vifte den væk, så jeg, at der var flere. Og flere. Og endnu flere. FUCK!

Hvad gør man så, på sådan en højhellig søndag aften lige inden sengetid? Jeg kastede kniv og gaffel fra mig og meddelte; jeg kører på Steno! og beordrede på vej ud af døren, alt sengetøj fjernet og lagt i en bunke, mens jeg var væk.



Og således fandt jeg mig selv i indre by lige i det smukkeste tusmørke frembrud på jagt efter parkering og lusedræbermiddel. Begge dele blev fundet og udsigten endda værdsat - tilsammen med min glæde over at bo 14 minutter fra et døgnåbent apotek, når man pludselig finder sig selv stående med en hær af sprællevende lus foran sig.



Mine egne erfaringer med lusebehandlinger er, heldigvis, sparsomme og det samme er Jespers, men vi fik efter bedste evne behandlet Eva og gennemtjekket os andre - uden at finde tegn på ubudne gæster. Alligevel krible, krable, klør det over ALT lige nu og jeg har mest af alt lyst til at dyppe mig selv i en blanding af sprit, kogende vand og luseshampoo. ADRR!

Bilsyn og andre af voksenlivets realiteter



Det er meget voksent at eje en bil, synes jeg. (Og nu jeg skriver dette, bliver jeg faktisk helt i tvivl om, hvorvidt det er Jesper, jeg eller os begge, der er registreret som bilens ejer?) Vægtafgift, kasko-forsikringer og bilsyn bliver pludselig ord man skal til aktivt at forholde sig til, hvilket jeg stadig finder lidt uvirkeligt. Om ikke andet, så lykkedes det os til stadighed at være bilejere og jeg har efterhånden fast påtaget mig tjansen med at få bilen synet og kørt på værksted, når der enkelte gange har været behov for det. Meget voksent og modent af mig, hvis jeg selv skal sige det.



Andre uvirkelige voksen områder af mit liv omfatter ting som forældremøder, bestyrelsesarbejde og samarbejde med andre forældre i mine børns liv. I disse situationer føler jeg mig meget tit som et barn, der har fået lov at være med ved de voksne bord på grund af helt særlige omstændigheder og under lovning af, at jeg nok skal opføre mig pænt og ikke blande mig i ting, jeg alligevel ikke helt forstår.

Nu har alle nævnte dele efterhånden stået på i flere år og jeg er efterhånden begyndt at kunne bilde mig selv ind, at jeg faktisk er berettiget til at sidde med ved bordet, at jeg faktisk godt må blande mig i de voksnes snak og at jeg faktisk har noget validt at byde ind med. Jo mere jeg gør det, jo mere ser jeg, at det faktisk også lader til, at de andre tror på det og accepterer mine input.

Måske er jeg alligevel ved at blive en ægte voksen?

Under alle omstændigheder er det lige lykkedes mig at få vores gamle (nu også ufrivilligt fartstribede) Skoda fejlfrit igennem syn for 4. gang i træk!

Hjemmeskoling

ANNONCE



Ja det er altså ikke fordi vi helt har droppet folkeskolen :) Men som supplering er pigerne nu begyndt at undervise hinanden hjemme på værelset ved hjælp af den nye store kridttavle wallsticker jeg med møje og besvær har fået sat op derinde.





Eller det vil sige at de forsøger at undervise hinanden, men da de begge to vil være læreren og Eva aldrig kan svarene på de regnestykker Ida sætter op, er det en lidt bumpet vej... Til gengæld er bamserne lidt mere lydige elever. Jeg overhørte dog Ida irettesætte søheste-bamsen og sige, han altså skulle række hånden op, hvorefter hun rettede sig selv kort efter med ordene, "nårh nej, du har jo ikke nogle arme".




Tavle wallstickeren er fra Tenstickers.dk og man kan vælge den i lige den størrelse man ønsker. Man kan også vælge nogle i forskellige udformninger samt en masse andre slags wallstickers, der ikke er tavler. Jeg syntes dog det var lidt hyggeligt at lave en "skole"tavle på værelset, nu da skrivebordet er helt væk og der i det hele taget er gjort (et forsøg på i alt fald) lidt mere simpelt på deres værelse.

Denne wallsticker, som det nok kan fornemmes er kæmpe stor og kommer i et stykke og det krævede da også noget tilløb lige at få den smækket på skabslågerne. Da jeg var alene hjemme med pigerne måtte jeg have dem til at hjælpe med at holde, mens jeg forsigtigt rullede centimeter efter centimeter fri og fik det glattet helt ud. Og det var ikke en helt gnidningsfri proces for de to finker, kan jeg godt afsløre. Men heldigvis blev resultatet godt og alle blev gode venner igen til sidst :)




Idag eller i morgen satser jeg på at få den KlipKlap madras/sofa hjem som vi har købt og så kan det endelige færdige værelse blive vist frem. Jeg glæder mig og har i flere dage nu haft lyst til at afprøve om ikke man kunne have en stor KlipKlap 3-foldsmadras med hjem på cyklen fra arbejde. Min fornuft siger mig dog, at det ikke er noget der er særlig fornuftigt at afprøve :)

Det der med ikke at kunne følge med i en sportskamp...

Ida har meldt sig til noget pigefodbold turnering ovre i hendes SFO. De træner så tit de kan i SFO tiden og spiller nogle kampe mod andre SFO'er her på Frederiksberg. Jeg synes det er supersejt, at hun har meldt sig til sådan noget - og helt uden at Jesper og jeg vidste noget om det. Efter udtalelser fra de to pædagoger, der træner dem, skulle hun også være ret ferm til at få sparket bolden godt af sted. 



Da første kamp faldt på en af mine fri-onsdage hentede jeg derfor Eva tidligt og troppede op på sidelinjen for at heppe på Ida og hendes holdkammerater. Der var langt fra noget særlig stort fremmøde, da det jo lå om dagen på en almindelig hverdag, så til at begynde med var det bare mig og Eva, trænerne og lidt elever og pædagoger. Og Ida var ude i første halvleg (som kun er et kvarter). Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger til mit eget publikumsengagement. Lige indtil de der små tøser indtog grønsværen i deres alt for store fodboldtrøjer og farvestrålende drikkedunke. Så seje og kære på en og samme tid og da kampen blev fløjtet i gang stod jeg faktisk og fik en lille klump i halsen.



Og så var der jo den der påstand om, at jeg ikke kan finde ud af at følge med i en sportskamp. Det skulle så vise sig, kun at holde stik til den dag, hvor mit eget barn spillede med i en fodboldkamp. Det startede i det små. Jeg klappede når de gjorde det godt, øv'ede stille når de andre gjorde det samme. Kort efter begyndte jeg at tysse på Eva, når hun spurgte om noget, for jeg skulle lige kunne følge med og da vi nåede anden halvleg stod jeg og råbte højlydt "Giv den nu lidt mere gas Ida!" ind på banen - til min egen store overraskelse, side om side med de to, også meget engagerede og højlydte trænere.



Kampen endte 4-0 til modstandernes fordel. Men hvad de ikke vandt på point, vandt hele holdet vist på erfaring og jeg glæder mig allerede til at komme og se næste kamp og forhåbentlig kunne spore nogle forbedringer. Jo, jo, jeg er vist en eller anden slags fodboldmor in spe :)

For Idas eget vedkommende er jeg også spændt på at se, hvor længe gejsten for fodbold varer ved. Engagement og vedholdenhed har ikke tidligere vist sig at være Idas stærke side ift. fritidsaktiviteter og hun opgiver let, hvis ikke hun synes hun kan tingene godt nok. Desuden har hun det noget stramt med at tabe i spil ol. Jeg tænker derfor, at det for det første er rigtig godt for engagementet, at hun helt selv har fundet på at melde sig til og for det andet, at det er rigtig godt for taber/vinder mentaliteten, at lave noget på hold, hvor man er flere om at dele sejre og nederlag.

Få pralerier via Bloglovin'

Follow