Søndag i farver #1






Denne forgangne uge, har været sådan en lidt sær en af slagsen. Der hersker feriemode på arbejdet og intet er helt som det plejer. Den har budt på tekniske nedbrud og en begyndende tandpine, der kunne slås ned med først panodil og herefter en herlig cocktail af ipren + panodil og jeg var så fornuftig at bestille tid til et eftersyn - om 1,5 uges tid. Og så fik jeg fingrene i de fineste nye halskæder fra Pop Cutie på mit arbejde. Undulater i vaffelis, det er da en statement halskæde om noget og jeg overvejer kraftig om ikke jeg selv skulle blive den lykkelige ejer af sådan en.

Ugen har også budt på Evas 2. gang til frisøren og det må siges at klæde den lille dame. Hun ville ellers ikke. Heller ikke selvom storesøster Ida forsikrede hende om, at: "det var det samme der skete for mig Eva, og jeg kom jo til at se fantastisk ud!" Men med en masse bolchepædagogik af bedste skuffe lykkedes det alligevel og alle gik glade fra frisøren.

Det var også med stor glæde at jeg sidst på ugen opdagede (og lidt efter spiste) de første modne tomater af helt egen avl. Det er der altså noget ved og jeg glæder mig til at høste endnu flere tomater i den nærmeste fremtid. De smager luksus.

Trods vejrprofeterne startede for en uge siden med at love regn lørdag, blev det i stedet i bragende solskin, at mine veninder og jeg slog klapbordene op til Frederiksberg Loppemarked. Jeg er stadig lidt øm i panden efter alt det sol jeg fik, men vi fik til gengæld også hygget gevaldigt og solgt lopper i en fornuftig mængde. Det var dog ikke mit bedste loppemarked til dato, hvilket nok skyldtes en kombination af mit udvalg og antallet af besøgende, der begge ikke var på sit højeste. Men man kan jo ikke blive ved at have guld at sælge.

Lørdag aften kørte vi til familie tamtam i Hillerød og da vi returnerede Frederiksberg var det for Jespers vedkommende med en mindre mojito brandert og for mit eget med en kolosal tandpine - og jeg var løbet tør for ipren! Jeg forsøgte at dulme med panodil alene, men vågende nogle timer senre med dunkene smerter. AV og ØV! Nu er det desværre ingen hemmelighed, at jeg lider lidt af dårligt tandkarma, så jeg bed i det sure æble fra morgenstunden og ringede og fik en akuttid hos Tandlægerne ved Højbro Plads.

Denne gang slap jeg ikke helt så heldigt som i julen. Det skulle nemlig vise sig, at da jeg fik lavet denne tand, må der være sluppet noget bakterie med ned i nerven, der så rigtig har ligget og ulmet og fyldt knoglen under min tand med betændelse. Til sidst har det trykket så meget, at min tand har løftet sig og så var det, det begyndte at gøre ondt, når jeg tyggede sammen.

Jeg vil spare jer for de grummeste detaljer, men da tandlægen med ansvar for udboringen af min tand og dertilhørende rødder, havde skaffet passage ned gennem mine tandhalse og dermed "lette trykket", måtte han hidkalde sin kollega, for at have en at dele synet med. Denne kollegas reaktion var, at det var "rimelig nice" og jeg blev bekræftet i, at tandlæger må have en eller anden sær form for tilfredsstillelsesbarometer...

Efter en cykeltur ind omkring Steno for at erhverve mig smertestillende samt dobbelt antibiotikakur, kørte jeg hjem og bestilte i ren selvmedlidenhed et par nye solbriller til mig selv sammen med mine kontaktlinser. Så nu har jeg også dem og ikke kun en afsluttende rodbehandling at se frem til i næste uge.

Og så blev jeg i dag mindet om på Facebook, at det er 4 år siden at Eva tog sine første skridt her i stuen, midt i sommervarmen kun iført ble, der efter tre ihærdige skridt gled ned af numsen på hende. Og jeg kan helt vildt godt huske det, men synes faktisk det burde være længere tid siden end 4 år. Specielt når jeg tænker på den store og velformulerede Eva, der i går sad i bilen på vej til Hillerød og bad om at høre, en sang hun godt kunne lide. "Jeg kan ikke huske hvad den hedder, men det starter med du kan ik' fryse mig, for jeg allerede is..."

Gode hårdage

Indeholder reklame/omtale



Jeg synes desværre, jeg fik klippet lige et par centimeter for meget af mit hår, sidst jeg blev klippet. Heldigvis er det ved at være et par måneder siden, så det er da på vej den rigtige vej igen. Når det sådan er lidt "uheldigt" i længden, kan det være meget rart at forsøge at gøre lidt mere ud af at fremmane de gode hårdage. Og selvom man ganske vist ikke selv er herre over, hvornår de gode hårdage tildeles en fra naturens side, så kan man alligevel gøre en del for at nærme sig dem ved egen hjælp.

Jeg bliver altid sådan lidt pinlig over mig selv, når frisøren spørger, hvad jeg bruger til at style mit hår, for oftest bruger jeg ikke andet end shampoo, af og til balsam og så et håndklæde og en hårbørste. Og så føler jeg mig lidt som en sjuske, der slet ikke er stor nok til at tage vare på min egen frisure. Men altså kun lige, når frisøren spørger, herefter tager jeg det som regel ganske roligt igen.

Efter jeg sidste år kastede mig ud i blonderingsfasen har det dog været mere tiltrængt med nogle stylingprodukter i håret, for ikke at det ikke bliver for meget høstak agtigt og da de lyse lokker, trods forsøg derpå, ikke helt vil slippe deres tag i mit hår uden kamp, er jeg stadig glad for at tæmme det lidt. Mouse og/eller noget olie/serum er mit foretrukne.



Lige for tiden tester jeg disse 3 lækre sager fra Paul Mitchell som jeg har fået fra Billigvoks.dk. Moussen (Sculpting Foam) kendte jeg i forvejen, som værende god til at gøre håret både tæmmet og blødt på samme tid. Hvis man har tid til at redde håret en ekstra gang igennem efter det tørret med moussen i, bliver det allerbedst.

Serumet (Super Skinny Serum) gør lidt som en olie, bare lidt mindre fedtet og holder fimrehår nede og gør de tørre, afblegede spidser mindre tørre at se på. Det vigtigste ved denne er ikke at få for meget i håret ad gangen og har man tid til at føntørre håret med det i, bliver tørretiden forkortet en smule og du er næsten garanteret en god hårdag. De dage jeg har tiden til føntørring har jeg eksperimenteret med volumen sprayen (Extra-Body Daily Boost) også. Den skal der næsten en føntørring til, til gengæld kvitterer den også med et godt bob opad, der i hvert fald holder lige indtil jeg har cyklet de 25 minutter ind til mit arbejde med cykelhjelm på...;)

Netop i dag har jeg faktisk også investeret i en tør shampoo. Det er ikke noget jeg har gjort det i før, men fordi jeg er kommet så meget i omdrejninger med min træning, at jeg nu også er sådan en, der tager ind og gør det før jeg tager på arbejde, så stod jeg faktisk i dag og følte jeg kunne have gavn af sådan en opfindelse. Jeg har nemlig kun mulighed for et hurtigt bad efter min træning, hvilket ikke ligefrem fordrer til hårvask. Så nu giver jeg tør shampooen en chance, selvom jeg forbeholder mig ret til at være skeptisk indtil det modsatte (måske) er bevist.

Forresten, da jeg skulle finde linket til indlægget om min blonderingsfase, faldt jeg også over dette indlæg, om Idas allerførste tur til frisøren. Hold nu fast, hvor var de små, de to tøser og hvor var Ida sød med sit ikke-voksende krøllehår, der alligevel havde manet sig op til at trænge til en klipning :)

Som søstre vi dele - eller noget



Der er, efter min overbevisning, utroligt meget at vinde, ved at have fået sine børn tæt på hinanden. Ikke at det nødvendigvis er noget man kan planlægge sig til, men heldigvis skete det (ganske uplanlagt) for os. Efter min overbevisning, er der også noget ganske velsignet ved, at have fået to af samme køn - hvilket man selvfølgelig slet ikke kan planlægge sig til.

Lige for tiden synes jeg dog, at jeg oplever nogle udfordringer ved begge kendsgerninger; to piger, tæt på hinanden i alder. For der er en del interessekonflikter. Eller egentlig omvendt. Interesse-overlap, er nok nærmere det der beskriver det.

For mig har det altid været lidt af en balancegang i forhold til, hvilke ting de hver især har skulle have som deres eget, både i forhold til deres alder og deres evner og interesser, der jo trods den tætte alder er forskellige. Til at starte med, gav det sig selv, men højere og højere grad er det ikke lige til at gennemskue, hvad der skal være til hvem, for de ønsker sig stort set de samme ting og leger med og interesserer sig for de helt samme ting.

Indimellem hører jeg dem indgå aftaler om, hvem der skal ønske sig hvad til jul og fødselsdage og jeg har en stærk mistanke om, at de (især Ida) ønsker sig ting, så de kan være med i den andens leg eller inddrage den anden i deres egen. Fx har Eva været lidt mere glad for at samle og lege med Maileg ting end Ida, men alligevel har Ida ønsket sig sin egen kanin, så hun kunne lege med, når Eva ville lege med dem. Og omvendt, så er Ida mere glad for at lege med LEGO end Eva og hun ønsker sig LEGO ting til sig selv, som Eva skal have lov at lege med. Som sagt er det mest udbredt fra Idas side af, jeg tror ikke Eva heelt tænker den så langt - endnu.

Til gengæld er Eva ret udspekuleret på en anden måde. Nemlig netop i forhold til dette med, hvad man bedst kan lide at lege med og hvornår man skal lege hvilke lege. Allerhelst vil de begge to helst lege med hinanden, men de er ikke altid enige om, hvilken leg eller hvilket legetøj, de skal lege med. Ida vil som regel gerne lege med LEGO og spørger så Eva om de skal gøre det. Her til siger Eva som regel nej og foreslår en anden leg i stedet, måske noget med udklædning. Som regel forhandler de sig selv ud af dette punkt ved at indgå et kompromis, hvor de leger Evas leg først og så aftaler at lege Idas leg bagefter. Problemet er så bare, at Eva ofte meddeler sig færdig med leg, når hendes førstvalgte leg er overstået og på den måde, når de kun det Eva har valgt. Udspekuleret type, ikk'? Og så stikker Ida gerne i et hyl og beskylder Eva for ikke at love, hvad hun holder... Men hvad kan man egentlig gøre ved det? Man kan jo ikke tvinge nogen til at lege, hvis ikke de vil. Det vil under ingen omstændigheder, være en særlig hyggelig leg.

Vi kan dog godt tage nogle snakke med Eva om, hvordan man er en god ven at lege med og jeg er også sikker på, at det har en stakket frist, denne finte. Ida er bare i en fase, hvor hun virkelig, virkelig gerne vil lege med sin lillesøster, når hun leger. Men hun har også været vant til, at det var hende alene, der styrede slagets gang og Eva, der rettede ind. Nu til dags er Eva generelt bare ikke så nem, at få til at rette ind. Og inderst inde er jeg egentlig også glad for, at Eva giver sig selv lov til at have sine egne holdninger og meninger - det skal nok bare lige finde et leje.



En anden udfordrende ting er selve legetøjet. Hvem ejer hvilket og hvem øsnker sig hvad?  Som sagt indgår de ikke sjældent aftaler om, hvem der "må" ønske sig hvad og hvad den ande får i bytte for at opgive et ønske. Jeg forsøger selvfølgelig ikke at blande mig for meget, selvom det kan være lidt svært. Fornylig fik Eva et stykke legetøj, som Ida også havde ønsket sig og det gav mildest talt ramaskrig med genklang her i hjemmet. Jeg sagde til Ida, at hun jo også kunne købe den figur eller ønske sig den, men det faldt slet ikke i god jord, for det er slet ikke det samme. Jeg prøvede at forklare, at hun jo også kan lege med den, selvom det er Evas, men det er selvfølgelig heller ikke det samme. Jeg blev samtidig også ved at fortælle Eva, at det var okay, at hu havde fået figuren og helt okay, at hun var glad for den, selvom Ida var ked af det. For sådan er livet også. Nogle gang får nogle andre det, man lige gik og ønskede sig aller mest og selvom det er svært, kan man godt glæde sig på andres vegne. Men det er altså også rigtig svært, når ens barn er ked af det, så på den måde øvede vi os alle sammen i lidt medmenneskelige færdigheder over den ene figur.

Vi prøver også at give dem ting til at have til deling, hvilket jeg synes giver god mening, når man både deler legetøjspræferencer og værelse. Måske er det fordi jeg ikke selv er vokset op med nogle søskende jeg har skulle dele noget med, for det er i hvert fald noget, jeg har fuldstændigt misforstået, hvis man spørger Ida og Eva. For på en eller anden måde, får de altid tildelt alting til enten den ene eller den anden og de går ret meget op i, hvem der har ejendomsretten over hvad. Og når det (for det meste) er måden de bedst for det til at fungere på, så fred være med det.



Mit største håb er bare, at de alligevel lærer at være gode til at deles om ting, lege sammen og glæde sig på andres vegne. Alt sammen noget vi kan gå og øve os på, med legetøjet, hver eneste dag.

Tidsrøvende malebog

Omtale / anmeldelse


Bloggen er vist gået lidt i en form for sommerferie-dvale. Ikke fordi jeg som sådan går og laver en hel masse spændende, der optager min tid i stedet. Men en stor del af min offline distraheren må nok i høj grad tilskrives, at jeg for nogle uger siden fik tilsendt denne malebog og jeg derefter har siddet aften efter aften med farveblyanter og tuscher og nusset løs (gerne akkompagneret af Netflix) i de timer, hvor jeg ellers ynder at skrible blogindlæg. Og meget kan man gøre på én gang - som fx male i malebog, se Elementary og drikke kaffe, men der er alligevel grænser.





Malebogen er helt klart en af de her mindful malebøger, der efterhånden er alle steder, men med et lille twist i og med, at den lægger sig op ad fortællingen om Alice i Eventyrland og der også er lidt tekst i bogen hist og pist. Og hvor modelune agtigt det end er, så er der altså noget virkelig rart i bare at side og male og udfylde. Det eneste, der kan gøre det en lille smule stressende er, hvis man ikke har ordentlige farver til formålet. Som altid skal man ikke gå ned på udstyr, så jeg har kidnappet de bedste af børnenes udvalg og isoleret dem lidt til eget forbrug - hvis de spørger pænt, kan de måske få lov at låne dem tilbage en gang i mellem :)

Skal du tatoveres, Mie?

Den anden aften lå jeg og surfede lidt Pinterest på min telefon inden sengetid, foranlediget af en mail fra Pinterest team med inspiration der skulle matche mit eget board med tattoos. Og jeg pin'ede løs. Hvad jeg så ikke helt var klar over, er, at jeg har fået fikset en indstilling således, at hvert af mine pins bliver til et link jeg deler på Facebook.



Og så er beskederne og kommentarerne ellers tikket ind om, hvorvidt jeg skal til at have mig en tatovering eller er på udkig efter en ny. Og det skal jeg egentlig ikke. Eller både og, for siden jeg fik min første for 10 år siden, har jeg godt kunne tænke mig en enkelt eller to mere, jeg har bare endnu ikke fundet helt frem til hvad og hvor. Så jeg er sådan set altid på udkig og jeg tænker, at når jeg finder på det rigtige, kommer jeg afsted til tatovøren. Jeg leger i hvert fald jævnligt med tanken om det.

Men det er alligevel som om, at jeg flere gange har fundet på noget jeg gerne vil have og så er skridtet ind over dørtærsklen til tatovøren alligevel ikke blevet taget, det har alligevel virket for stort. For nogle måneder siden blev min far så tatoveret. Han har mange tatoveringer, men ingen der er under 40 år gamle. I mange år har han talt om, at få tegnet den ene over, som jeg efter de fortællinger jeg har hørt om den, forestiller mig, er blevet lavet siddende på en skammel i en lusket indisk baggade, af en lille barfodet inder med én gammel sløv nål og en kø af unge sømandsdrenge ud til gaden. Så efter længere tids snak gik jeg over gaden fra mit arbejde til Tatoosalonen og fik bestilt en tid til min far og så var der ikke længere nogen vej uden om. Det var ligesom også lettere at gøre, når det ikke var en selv, der skulle under nålen.
Da han skulle ind og have den lavet overvejede jeg, om det så ikke også var anledning til, at jeg fik et lille anker under albuen. Men så turde jeg alligevel ikke helt og var det nu for uovervejet og så videre. Anker-tanken har dog ikke sluppet mig helt, hvilket vist også var det, der tydeligt fremgik på Facebook af mine pin's. En anden idé jeg leger med er en form for udvidelse af min allerede eksisterende tatovering. Jeg har været ude i noget med stjerner og hjerter og tænker nu noget a la det jeg har prøvet at tegne herunder på min arm.



Min mor, der er så meget i mod tatoveringer som en gennemsnitsmor nu en gang kan være det, synes selvklart, at man som udgangspunkt ikke skal tatoveres, men plederer dog for originalitet, hvis man endelig skulle give sig i kast med denne form for kropsudsmykning. Jeg kan på en måde godt følge hende og på den anden side, synes jeg egentlig selv, at det er mere vigtigt, at man får lavet noget man synes er vildt flot, frem for vildt originalt. Der er modeluner og retninger inden for alt og selvfølgelig også tatoveringer. Hvis (når?) jeg skulle vælge en tatovering i dag, er jeg helt sikker på, at jeg ikke ville vælge den jeg har. Men jeg er stadig rigtig glad for at jeg har den. Min tatovering er et evigt time-stamp for den tid jeg var i og den jeg var, da jeg fik den lavet og jeg kan tydeligt huske hvor jeg var i mit liv, da jeg fik den lavet.

Så måske får jeg snart lavet et lille anker og en eller anden form for tingeltangel rundt om mit håndled, måske går der 10 år mere førend jeg får taget mig sammen til at få lavet noget helt andet. Jeg ved det ikke helt, men jeg er i hvert fald altid lidt på udkig efter ideer til tatoveringer og i det hele taget bare fascineret af tatoveringer generelt.

Jeg kan, jeg synes, jeg er...

Lige en lille runde random facts om mig...



Jeg kan ikke smøre madder, uden at begynde at spise af dem i mens. Når jeg skal gøre flere madder klar til mig selv, har jeg som regel fået taget en bid af hver inden jeg sætter mig til bords. Det er sådan noget med behovsudskydelse, som jeg har det lidt svært med. Særligt hvis jeg er sulten og det drejer sig om gode madder.

Jeg kan sidde og se på en hel fodboldkamp (eller i princippet en hvilken som helst holdsportskamp) uden at registrere overhovedet, hvordan kampen bliver spillet. Jeg registrerer kun kommentatorerne eller dem jeg sidder sammen meds reaktioner. Jeg tror det er sådan en mental klap, der går ned, for selvom jeg vitterligt forsøger at koncentrere mig, kan jeg ikke opfatte, hvad der foregår. Det gælder både hvis jeg ser det live eller i TV. En gang var jeg med ude og se en fodboldkamp som min daværende kæreste spillede med i og jeg kiggede på hele kampen. Da vi på vej hjem talte om kampen blev han en smule fornærmet over, at jeg var af den opfattelse, at hans hold havde scoret 1 mål, da de faktisk havde scoret 2 og at han havde leveret det andet og afgørende mål.

Jeg synes Tour de France er enormt hyggeligt, men af alle andre grunde end cykelløbet, som jeg stadig ikke 100% forstår gamet i - altså udover de ska ne' og kør' stærkt.



Jeg er begyndt at gribe mig selv i, at gå og savne vores lille Tulle kanin, når jeg er på arbejde. Samtidig synes jeg det er en lille smule grænseoverskridende, at jeg vi har fået sådan et lille væsen i vores varetægt og at hendes ve og vel er vores ansvar.



Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen Frikanin og måtte efter et par dage bede Facebook om at vise mig færre af dennes notifikationer, da det er en sand kilde til bekymringer og dårlig samvittighed over vores kanins leveforhold. Så nu lurer jeg bare lidt, når jeg selv magter inspirationen.

Jeg er blevet venner med SnapChat. Jeg troede ikke det skulle ske og jeg gik egentlig bare i mit stille sind og ventede og håbede det ville gå væk igen. Men nu er jeg nede med den. Snap'en. Og jeg er vild med den og jeg ville blive endnu mere vild, hvis jeg fik endnu flere venner derinde. Så find mig gerne under @mie_mangelsen eller prøv om du kan scanne denne kode og finde mig der (har aldrig prøvet det selv på den måde, men mon ikke det virker?).



Jeg er blevet oprigtigt bidt af det der træning hos Energii.dk som jeg tror jeg har stiftet bekendtskab med på det helt rigtige tidspunkt af min motivationskurve. Men spørg mig gerne igen om en måned :) Lige nu kan jeg i hvert fald slet ikke holde op med at glæde mig til hver næste gang jeg skal derhen - også selvom det er med ømme muskler på både kendte og hidtil ukendte placeringer i kroppen.






Hverdags sommer og træningsprojekt i sigte



Det er sådan lidt underligt at have holdt sin sommerferie allerede og komme tilbage på arbejde til kollegaer, der går og tæller dage ned til at de starter deres ferie. Men det er på en måde også rigtig rart, for der er sådan en lidt mere afslappet summen i hverdagen, når det er sommerferieperiode - også selvom der er nok at lave rent arbejdsmæssigt i denne periode og det danske sommervejr viser sig fra sin lunefulde side. Så jeg har faktisk en forventning om, at det bliver en ganske god sommeroplevelse med staycation fornemmelser indimellem arbejde og institution. Pigerne har stadig noget ferie til gode, som de skal spendere med diverse bedsteforældre plus nogle fridage hist og pist med Jesper og jeg, tænker jeg.



Nu da vi for denne sommers vedkommende har en skøn ferie at se tilbage på og ikke frem til, har jeg i stedet fået lyst til at kaste mig ud i et større projekt. Et kropsprojekt. Min egen, vel at mærke. Trods en del overflødige kilo, har jeg de seneste år, hvilet mere og mere i, hvordan jeg tager mig ud rent fysisk. I hvert fald mere end jeg tidligere har gjort. Men i bund og grund nok mere en accept af tingenes tilstand end en tilfredshed. Men nu har jeg altså fået lyst til at se, hvad jeg kan formå og fået lyst til at investere både tid og lidt penge i projektet.

Jeg har gennem længere tid, savnet at gå på et hold. Sådan et hvor man kommer til at svede og hvor der er en, der med høj og klar stemme fortæller mig, hvad jeg skal lave af træning i en hel time og gerne akkompagneret af en høj rytmisk musik. Sidste forår gik jeg 10 uger på et reformer hold i Jorcks Studio og jeg har kraftigt overvejet, om ikke jeg skulle starte op der igen. Det er nogle hyggelige små hold og dygtige og grundige og enormt søde trænere, der er gode til at tale en godt igennem alle øvelserne og så ligger det ikke mindst klos op og ned af min arbejdsplads. Men selvom det er en god gennemarbejdende træning og man altid er totalt i zen med sin krop efterfølgende, så er der ikke en høj rytmisk musik til at akkompagnere træningen, ej heller nogen høj klar stemme fra træneren  og heller ikke helt så meget sved på panden, som jeg nu en gang har lyst til at få, når nu jeg skal træne.

I stedet har jeg i denne omgang valgt at give mig i kast med power reformer hos Energii. Jeg har nogle veninder som går eller har gået der og kun har talt meget godt om det, så nu vil jeg også prøve. Der er både et center tæt på mit arbejde i Kbh. K. og lige om snart også et tæt på mit hjem her på Frederiksberg, hvilket gør logistikken i det ret fleksibelt.

Derudover er jeg så småt startet op med at løbe igen. Jeg fik plantet den gode ide på mit arbejde, at vi skulle melde os til DHL-løbet i et øjebliks kækhed oven på et par ganges gode løbeture. Det er ellers noget jeg aldrig har haft løber-selvtillid nok til at ville gøre, da jeg ikke kan udstå tanken om, at andre skal stå og vente på at jeg får halset mig igennem en 5 km's løbetur og de derved kan se meget præcist, hvor langsom jeg er. Men nu er vi altså meldt til og jeg opretholdte kækheden og skrev mig selvfølgelig på som den første og føler mig selvklart meget forpligtet til at præstere noget nogenlunde præsentabelt løb på dagen, så jeg ikke er skyld i at forsinke mit hold alt for meget.

Det er dog som om, at min krop ikke helt kan opretholde den samme kækhed. I hvert fald værker det noget både det ene, det andet og det tredje sted, når jeg løber og hele understellet minder mig heller end gerne, om de lidelser det er blevet udsat for under 2 kort på hinanden følgende graviditeter, som det aldrig rigtig blev trænet ordentlig op igen efter. Og så er vi tilbage ved min motivation for og lyst til at prøve at se, hvor meget jeg kan formå og forbedre mig over de næste måneders tid.

I stedet for blot at bruge Endomondo app'ens gratis version til at måle mine distancer, har jeg nu jeg købt app'en og lagt mig en træningsplan, der får mig ganske stille og roligt i gang med at komme op på de 5 km. Og netop fordi jeg betaler for den nu, så er det slet ikke et spørgsmål om jeg gider komme af sted. Jeg skal bare af sted, for ellers er det jo penge lige ud af vinduet og det har jeg altså for lidt af dem til at kunne tillade mig.



Jeg tror jeg har gået i noget tid og ladet op til at lade mig motivere eller inspireres til at kaste mig ud i, hvad jeg kalder et kropsprojekt. Da vi var på ferie læste jeg en artikel/interview i Euroman med Ellen Hillingsø, som jeg altid har haft et godt og beundrende øje til, og helt uden omsvøb eller længere forklaringer, står der midt i artiklen: "Man skal spise ordentligt og holde sig slank. Så har man det bedst. Man skal ikke lade stå til. Det kræver disciplin at være i live." That's it!  Der er jo egentlig ikke så meget mere i det og jeg læste det lige som jeg var moden nok til at blive vældig motiveret.


Få pralerier via Bloglovin'

Follow